Med 34 hold fra hele landet bliver årets danske mesterskab i gadefodbold det største, siden OMBOLD i 2003 inviterede landets hjemløse og andre socialt udsatte til at melde sig på banen. Siden har godt 10.000 deltaget i OMBOLDs stævner og mesterskaber, og Aarhus-hold har både sportsligt og socialt spillet en central rolle. Det gør de også ved årets DM, hvor hele 10 hold fra Aarhus-området er med.
29. – 30. september bliver Officerspladsen ved Ridehuset i Aarhus omdannet til en fodboldarena, hvor et hidtil uset antal socialt udsatte mennesker i alle aldre, former og farver vil sætte hinanden i stævne. På banen skal de slås om det danske mesterskab i gadefodbold. De godt 260 spillere skal igennem knapt 200 kampe, før årets danmarksmestre kan hæve pokalen.

Uden for banen og mellem kampene vil de fleste spillere på tværs af hold udveksle svedige krammere, gamle minder og i hvert fald for en stund føle sig både hørt og set som en ligeværdig del. Om ikke af samfundet eller arbejdsmarkedet, så i hvert fald som del af det sociale og sportslige fællesskab, som i 14 år har gjort OMBOLD til et attraktivt idrætstilbud for voksne med et udfordret hverdagsliv.
Langt de fleste spillere har meget begrænset mulighed for at overvinde de barrierer, der knytter sig til forpligtende medlemskab af den etablerede idræts- og foreningskultur i Danmark.

Fokus på dét, der spiller

Spillerne kommer hovedsagligt fra institutioner eller sociale tilbud og indsatser, der typisk har fokus på noget, der er problematisk og skal fikses eller behandles. Det kan være misbrug, psykisk sygdom, hjemløshed eller sågar arbejdsmarkedsparathed.
Projektchef i OMBOLD Lene Knudtzen uddyber:

– Her bliver de ofte set som klienter eller patienter og bliver visiteret, registreret, målt og vejet. Gennem gadefodbolden, får de ud over masser af motion også et frirum, hvor spillerne får mulighed for at definere sig som fodboldspillere og frivillige i et idrætsfællesskab, hvor begrebet rummelighed og inklusion bliver taget helt alvorligt. Et landsdækkende fællesskab, hvor der er plads til alle og som kan bidrage til at få afstukket en ny og bedre kurs på livet igen.

Lokal Asfalt-liga på vej i Aarhus

DM i Aarhus afholdes af OMBOLD og er sponsoreret af Aarhus Kommune. De lokale hold tæller erfarne OMBOLD-hold som Aarhus Street Soccer og Grønnegade, der samlet stiller med hele fem hold. Derudover kommer også Haslekollegiet, Malmøgade, Fundamentet, FC Bakkegården og Team Aarhus.

Med økonomisk støtte fra TrygFonden har OMBOLD forud for DM indgået en samarbejdsaftale med Center for Misbrugsbehandling i Aarhus Kommune, der skal bane vej for etablering af en lokal Asfalt-Liga i Østjylland i forlængelse af DM.

Thomas Hye-Knudsen, projektleder for OMBOLD AsfaltLigaen i OMBOLD forklarer:
– Vi har for længst bevist, at der er store sociale og sundhedsmæssige gevinster i at få idrætssvage og marginaliserede grupper til at spille gadefodbold ugentligt. Og ved at organisere en turnering, der løber over hele året tror vi, at vi kan få endnu flere motiveret til at blive en del af idrætsfællesskabet, AsfaltLiga Hovedstaden har med sine nuværende 12 hold været en stor succes. Så Aarhus ligger lige til højrebenet.

 


YDERLIGERE INFORMATION VEDR. DM/OMBOLD:

Generelt om OMBOLD:
Sekretariatsleder Martin S. Pedersen, 6128 1149

Generelt om Danmarksmesterskabet og evt. kontakt til deltagerhold:
Projektchef Lene Knudtzen, 6128 7229

Generelt om AsfaltLigaen:
Projektleder Thomas Hye-Knudsen, 6086 0468