Med premieren på fodboldfilmen ’Sommeren 92’, bliver der også sparket fornyet liv og glæde på de to danske hjemløselandshold, der om en uge drager til VM i Amsterdam. Den tidligere sportsjournalist, Jens Harder Højbjerg, har nemlig doneret et ikonisk dannebrogsflag med alle de gamle EM-heltes autografer, som han høstede på Rådhuspladsen i sommeren ’92, da 250.000 danskere tog imod EM-heltene. Flaget er af Hjerteforeningen sat på auktion til fordel for OMBOLDs hjemløselandshold – og har indtil nu nået et hammerslag på godt 6000 kroner.

Siden maj måned har 16 hjemløse og socialt udsatte mænd og kvinder forberedt sig på det, som for dem bliver en oplevelse for livet. De skal nemlig til VM i Amsterdam, hvor de i ni dage skal repræsentere Danmark og danske udsatte ved årets Homeless World Cup. Holdet sponsorer har via deltagelse i OMBOLDs SponsorCup i maj bidraget med godt 100.000 kroner. Siden har HK Kommunal og Socialpædagogerne spyttet hver 10.000 kroner i kassen, og knapt 500 OMBOLDs fans har vis SMS doneret hver 50 kroner.

Med et samlet budget på 160.000 kroner, mangler der blot 16.000 kroner, før spillerne også har udsigt til at få lidt lommepenge til turen.
– De får jo ikke hverken løn eller resultatbaseret bonus for deres indsats eller præstation ved VM, så vi ville rigtig gerne kunne give dem lidt lommepenge. Vi håber, at de sidste timer af auktionen, som slutter i dag kl 15, kan sætte lidt ekstra gang i budene, siger Martin Pedersen, sekretariatsleder i OMBOLD.

Socialpædagoger tager teten

En af holdets sponsorer, Socialpædagogernes Landsforbund, har to gange været til lommerne, og forbundsformanden er ikke i tvivl om, at pengene er givet godt ud.
– Vi har at gøre med en udsat og trængt gruppe mennesker, som en stor del af vores medlemmer er tæt på i deres hverdag og arbejdsliv. En del af socialpædagogerne har selv oplevet, hvor stor en glæde og entusiasme OMBOLDs gadefodbold formår at skabe i målgruppen. At kunne blive udtaget til Hjemløselandsholdet, er en gulerod for flere, men alle er stolte over at de har deres eget landshold – og ønsker at de får en god oplevelse – både på og uden for banen i Amsterdam. Det vil vi gerne medvirke til, siger forbundsformand Benny Andersen.

Lauritz.com donerer alle salærer og normale omkostninger i forbindelse med auktionen.