Efter et succesfuldt Danmarksmesterskab i gadefodbold i Aarhus, bliver der nu sat turbo på at få gang i socialt udsatte fodbold-ben – året rundt. Aarhus Kommune og OMBOLD har indgået aftale om at starte en regional fodboldliga i Østjylland med base i Aarhus. Navnet bliver AsfaltLigaen – og er de udsattes svar på Superligaen. Ligaen er støttet af TrygFonden – og starter 26. oktober.

Med snart 15 år på bagen og flere end 100 landsdækkende stævner og mesterskaber har OMBOLDs gadefodboldkoncept for længst skrevet sig ind i dansk idrætshistorie. OMBOLD er et socialt og fællesskabsorienteret idrætstilbud, der formår at tiltrække voksne mennesker med både psykiske, sundhedsmæssige og sociale udfordringer Det så man senest ved årets danske mesterskab i gadefodbold i Aarhus i slutningen af september, hvor 34 hold fra hele landet dystede om mesterskabet.

– Det er typisk mennesker som er eller har været i en svær livssituation, hvor dagsform eller hverdagens udfordringer gør det vanskeligt at dyrke fodboldinteressen i en almindelig idrætsklub, hvor der kan være kamp om pladserne – både i omklædningsrummet og på et hold. Men i OMBOLD er der både plads til vigende dagsform og bøvl i bagagen – for alle kender til det, og man behøver ikke at skamme sig, siger Thomas Hye-Knudsen, grundlægger af OMBOLD og projektleder i AsfaltLigaen.

 

Åben turnering for alle udsatte
AsfaltLigaen i Østjylland er en åben turnering, hvor der i tre sæsoner spilles kampe året
rundt – i en indendørs vintersæson og to udendørs – forår og efterår. Arbejdet med at rekruttere hold til ligaen er i fuld gang, og OMBOLD har indgået samarbejdsaftale med Center for Misbrug i Aarhus Kommune til at varetage den lokale koordinering. Opgaven varetages i praksis af Toivo Asak – pædagog og misbrugskonsulent – og fodboldspiller fra FC Grønnegade. Han ser frem til liga-debuten – og byder alle med tilknytning til udsatte-området i Østjylland og Aarhus velkommen.
– Jeg har igennem mange års arbejde inden for psykiatri- og misbrugsbehandling oplevet, hvad OMBOLDs rummelige fodboldkoncept kan betyde for den enkelte at være en del af. Ud over glæden ved fodbolden og fællesskabet, er det en fantastisk socialpædagogisk ramme, der er med til at nedbryde grænserne mellem dem og os. I OMBOLD og i AsfaltLigaen er vi alle fodboldspillere – og deler både sejre og nederlag – sportsligt og socialt. Det er stærkt, fortæller Toivo Asak.
Han understreger, at invitationen til at deltage i AsfaltLigaen omfatter alle, der tilhører eller arbejder med mennesker i en udsat position, og som har lyst til at være med i et rummeligt fodboldfællesskab.
Har du lyst til at være med – eller høre mere om den kommende AsfaltLiga, så kontakt Toivo Asak, mobil: 4185 6430    / mail: toas@aarhus.dk
Du kan også kontakte OMBOLD’S Lene Knudtzen på 6128 7229 /mail: lene@ombold.dk – eller via facebook: ombold’s asfaltliga østjylland
Du kan også downloade en lille plakat, så du kan gøre andre opmærksom på det nye idrætstilbud – og måske samle dit eget hold!!