René fra København

René er fast OMBOLD-spiller i København, og han har deltaget i træninger og stævner i 4 år. ”Jeg har altid været glad for at komme til OMBOLD-træningerne. Der er ingen forpligtelse, man kan altid komme, hvis man har lyst på dagen. Og menneskerne er enormt fede at være sammen med – der er godt kammeratskab”, forklarer han. ”Stemningen til det første stævne var helt vildt fedt. Sammenholdet og den positive stemning var ret overvældende. I forhold til almindelige fodboldklubber var det vildt”.

René har også været holdleder for et lokalt OMBOLD-hold i flere år, og generelt har OMBOLD fyldt meget for ham: ”Jeg har fået mange gode venner gennem OMBOLD, og jeg prioriterer OMBOLD-træningerne meget. Jeg er stort set til træning hver uge ”, siger han. Hjemløselandsholdet har derfor også været i Renes bevidsthed i lang tid: ”Jeg har altid håbet, at det en dag ville blive min tur. Og da Rikke ringede og fortalte, at de gerne ville udtage mig som målmand, turde jeg næsten ikke tro på det”.

 Han har fået forskellige reaktioner fra bekendte, når han fortæller at han er udtaget til Hjemløselandsholdet: ”Mange er meget positive. Men der er også nogen, der undrer sig over hvordan jeg kan være på det hold, når jeg har et sted at bo. Men så forklarer jeg dem, at jeg pt. bor et sted uden folkeregisteradresse, og at jeg sidste år var nødt til at bo på et pizzeria, fordi jeg ikke havde noget sted at være”, fortæller han.

René glæder sig til VM! Han håber på fede oplevelser med holdet – og måske også at kunne få mere selvtillid og tro på egne evner ud af forløbet.

Hvilket kriterie er René udtaget under?

Kriterie for udtagelse: René har pt. ingen folkeregisteradresse, men har et midlertidigt sted at bo hos bekendte.

Rene
Alle spillerne er udtaget ud fra OMBOLDs og Homeless World Cups hjemløse-kriterier, og alle har været berørt af hjemløshed. Læs om kriterierne her.