OMBOLD-spillere er præcis lige så forskellige som alle andre mennesker. Der er tykke og tynde, høje og lave, konkurrencemennesker og folk med fokus på hygge, introverte og ekstroverte. Og så er der spillere med misbrug, spillere uden – og spillere, der er kommet ud af misbrug. To af sidstnævnte er udtaget til Hjemløselandsholdet 2017, og fortæller her deres historie om, hvordan fodbolden har været et værktøj i den proces.

 

 

SOFIE – DEN FANDEN-I-VOLDSKE FIGHTER


Sofie er 23 år, og har spillet fodbold hele sit liv. Fodbold har været hendes liv, siger hun. Allerede som ung havde Sofie talent – og i ungdomsårene spillede hun da også på eliteplan og var inde over både U16, U17- og U19-landsholdene. Men Sofies højre ankel var ikke tilfreds, og da den første gang bukkede rigtigt under, måtte hun holde en seriøs skades-pause – og så startede balladen, med Sofies egne ord. Hun havde altid brugt fodbolden som et værktøj til at håndtere dårlige tanker, som en måde at slippe væk fra usikkerhed og til altid at komme i godt humør – og nu havde hun intet.

”Jeg har altid følt et behov for at høre til, altså også mere end hvad der var godt nogen gange. Og når det ikke kunne være fodbold, så var det nødt til at være noget andet. Jeg følte at jeg mistede min identitet – og skulle finde en ny, noget andet, der kunne lukke ned for dårlige tanker”, siger Sofie.

I stedet for fodbold blev det hash. Hun løb – med egne ord – ind i nogle forkerte mennesker, og det hun i starten troede bare var lidt rygning en gang i mellem, blev lynhurtigt til et misbrug af amfetamin og kokain, der styrede Sofie mere end hun turde indrømme. Sofie var – og er stadig – en veltalende, fanden i voldsk og sjov pige, der kan give alle og enhver en highfive og en rap bemærkning. Så det udviklende misbrug kunne skjules bag en tough facade, hvor hun gav svar på tiltale til dem, der ville blande sig. Lige indtil det ramlede. ”En dag – efter flere år – opdagede jeg, at det hele var tæt på at ramle. Jeg var nødt til at gøre noget, ellers ville jeg aldrig komme ud af det igen”, så Sofie tog selv kontakt til Misbrugscentret i Esbjerg, og bad om at komme i behandling.

De sidste par år har Sofie arbejdet for at komme ud af misbruget – og få sit liv på ret køl igen, og leve livet med sin kæreste og to bonus-børn. ”Jeg går stadig i behandling, men har ikke røget hash i to år og været helt clean siden vinter. Og jeg har både planer om at færdiggøre min maleruddannelse – og måske på sigt tage en pædagoguddannelse”, fortæller Sofie. Hun fik kontakt til OMBOLD via misbrugsbehandlingen, og Sofie er i nogle måneder kommet til den ugentlige OMBOLD træning i Esbjerg – ligesom hun har deltaget med Esbjerg-holdet i flere OMBOLD –turneringer, og er altså nu blevet udtaget (som den første kvinde på et dansk herre-landshold) til at repræsentere Danmark ved VM i Gadefodbold for hjemløse og udsatte.


TROELS – FODBOLDDRENGEN, DER KÆMPEDE IMOD ALLE ODDS


Troels er Hjemløselandsholdets anfører. Han har spillet OMBOLD de sidste 4 år – efter han blev introduceret til det på det botilbud for hjemløse med misbrug, han dengang boede på.

Troels har altid haft fodbold i blodet. Som dreng fyldte fodbolden, legen med bolden og konkurrencerne om målene meget. Men som 13/14-årig begyndte Troels at ryge hash – noget der udviklede sig og eskalerede til et heroinmisbrug på bare nogle år. Det satte en stopper for fodbolden – der først kom tilbage 10 år efter, da en medarbejder på bostedet introducerede ham for OMBOLD-træninger og stævner. ”Det var helt vildt fedt. Det var fedt at komme væk fra bostedet – fedt at få en tur ud af det, og mega fedt at røre en bold” fortæller Troels: ”Det var et kæmpe frirum: et par timer, hvor det eneste man skulle tænke på var fodbolden”. Troels’ fodboldengagement fik flere af de andre beboere med – primært fordi han hver gang der var træning, stod for at vække dem og få dem afsted til tiden. ”Det var min optur på ugen, så jeg ville for alt i verden ikke risikere, at vi ikke kom afsted fordi der ikke var nok spillere”, fortæller Troels.

En intensiv kamp mod stofferne – primært drevet af Troels’ ønske om at give et godt liv videre til sin 2-årige datter – har gjort, at Troels nu er clean, med på landsholdet og kigger lyst på fremtiden: ”Der er ikke nogen tvivl om, at min krop har det svært efter alle de år, hvor den er blevet kørt så hårdt. Men jeg kæmper for min datter, og det er den vigtigste kamp jeg nogen sinde har haft”, siger Troels med et blik, som man kun ser hos stolte forældre. Han vil gerne fortsætte med at spille fodbold – også gerne i en almindelig fodboldklub – og samtidig vil han gerne dele sine erfaringer – fx med en pædagogisk assistent-uddannelse.


FYSISK UDMATTELSE GIVER KLARE TANKER


”Fodbolden har været en måde at få aggressioner ud – på banen er jeg fokuseret og arbejder hårdt, og samtidig er jeg bare glad, når jeg spiller fodbold. Så skal der ikke andet til”, fortæller Sofie. Troels sætter ord på samme følelse: ”Det er ret tydeligt for mig, at den følelse, jeg kan få af at spille fodbold er en glædesrus. Det er endorfiner, som man bliver høj af – og det giver mig energi at være på fodboldbanen”, fortæller Troels. Men samtidig gør han det også klart: ”Fodbold er ikke misbrugsbehandling. Det er fodbold – og det skal det blive ved med at være. Man behøver ikke at snakke om problemer eller andre ting, hvis man bare har lyst til at spille fodbold – og man er altid glad bagefter. Det er klart, at det kan være nemmere at blive clean hvis man har det frirum, men jeg synes ikke, at OMBOLD er et behandlingstilbud”.

 

IDENTITETEN I FODBOLD – OG HJEMLØSELANDSHOLDET


Troels er en fodbolddreng til benet – uanset hvor han er, følger en bold ham – og uanset om han hyggesnakker, spiller kamp eller bliver interviewet, vil han altid se sit snit til grinende at lave en tunnel på én. Sofie er tidligere elite-spiller og har lagt al sin identitet i fodbold. Begge mener de, at det bør være noget andet end kun fodbold, der driver en.

”Det er min datter, der har drevet min kamp for at blive clean. Fodbolden har været et godt redskab, men det ville aldrig kunne bære at være det eneste, jeg kæmpede for” siger Troels adspurgt til sin motivation. Sofie tilføjer: ”Min udfordring var tidligere, at jeg lagde for meget identitet i fodbolden. Og da jeg blev skadet, så anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre med mig selv” Så Sofie synes, det er dejligt at have fodbolden tilbage i sit liv, men hun vil arbejde for at bruge det som en måde at have det godt og få gode oplevelser – ikke som en hel identitet. ”

De synes begge, at ordet ’Hjemløselandshold’ kan være misvisende – for ingen af dem er pt. hjemløse, selvom de begge har været ramt af boligproblematikker – enten ved ikke at have haft fast bolig eller bo på et bosted. De er derfor begge interesserede i at vise omverdenen, at boligproblemer kan have andre ansigter end gade-soveren, og at fx sofasurfere blandt unge er et stigende problem. ”Så selv om folk løfter øjenbrynene, når jeg fortæller, at jeg spiller for Hjemløselandsholdet – så står jeg ved det. For det er vigtigt at fortælle omverdenen, at man godt kan have brug for hjælp selvom man ikke er fuldstændig ude og skide”, siger Sofie.


ET FÆLLESSKAB MED PLADS TIL ALLE


Tydeligt i snakkene med både Sofie og Troels står, at fællesskabet omkring bolden er det vigtigste: ”Jeg har masser af aktive misbrugsvenner, dem behøver jeg ikke flere af”, slår Sofie fast. At starte til OMBOLD-træningen gav Sofie noget selvtillid, noget hun på det tidspunkt ikke havde meget af. ”Jeg opdagede, at jeg kunne nogen ting. Jeg kunne begå mig socialt og jeg kunne spille fodbold”, fortæller Sofie. Hun fremhæver det rummelige aspekt i OMBOLDs aktiviteter – at alle ved, at alle har noget at kæmpe med, og derfor har en større respekt og mere plads til hinanden.

Når man spørger Troels, hvad der er mest afgørende for, at han på fjerde år fortsætter med at komme til OMBOLD-træninger, er svaret klart: ”Lige meget hvad, bliver man taget godt imod. Tidligere kunne jeg være helt væltet, når jeg kom til en træning, eller mit temperament kunne være helt fucked til et stævne – men alligevel tog folk godt imod mig. Det er vigtigt for mig også at give det videre til de næste, der kommer til OMBOLD-træningerne og har brug for det”, siger Troels. ”Det er nogle sunde bekendtskaber, man får til OMBOLD. Man vinder sammen og man taber sammen, og der er ingen, der kun kan tænke på sig selv, fordi man har et vigtigt fællesskab – både på og udenfor banen”.