Alexander - nummer 69.

Alexander har spillet fodbold siden han var 7/8 år. ”Jeg har vist mest bare spillet på gaden og i skolegården. Og så lidt i klub”. Først i Uvelse, så i Slangerup og Lynge, da han var 15/16 år. ”Jeg kunne løbe solen sort, sagde min træner”. Men for mange smøger, alkohol og hash satte en stopper for klubspillet. ”Fodbolden blev mere på et hyggeplan. Men jeg elsker at jonglere – altså bare jeg har en fodbold mellem benene, er jeg glad”, siger Alexander med et grin. I dag har Alexander besluttet at lægge hash på hylden – en beslutning, som fodbolden også har hjulpet med. ”Det er rart at spille fodbold, fordi det hjælper mig til at ryge mindre. Jeg røg fordi jeg var rastløs og kedede mig – og det gør jeg ikke, når der er en fodbold i nærheden”.

Hvem er din yndlingsspiller? 

“Det må være Elkjær. Mest fordi han kunne ryge 40 smøger og alligevel være pisse god. Haha”

 

Hvem synes du skulle have været landsholdstræner efter Morten Olsen? 

“Michael Laudrup. Han havde boldøje og kontrol. Ja altså – han har bare forstand på fodbold”

Alexander er udtaget fra Hørhusets OMBOLD-hold. Hørhuset er et Herberg drevet af Frelsens Hær på Amager – og deres fodboldhold er faste deltagere til OMBOLD turneringer.

Alle landsholdsspillerne er udtaget under Homeless World Cups kriterier (læs mere her). De fleste af spillerne er derfor ikke hjemløse lige nu – men alle har været – og på forskellige måder har spillerne levet liv, hvor de oftere har været set på som udsatte end udvalgte. Derfor er Hjemløselandsholdet en måde at sætte fokus på deres styrker – fodbolden – og ikke kun deres udfordringer i livet.