OMBOLDs åbne mesterskaber udspiller sig som bekendt over det meste af kongeriget. I år var det så blevet Ribes tur. Ikke noget svært valg, når man tænker på, hvad de to ildsjæle – Anders og Allan formår at sætte gang i det sydjyske. Ikke færre en seks lokale hold fra Ribe/Esbjerg var repræsenteret. Det er vist ikke tidligere sket. Mesterskabet blev da også jysk, selv om Gladsaxes Tornehøjgård var tæt på at besejre de nye mestre fra Aarhus StreetSoccer.

To perfekte baner med silkeagtigt asfaltunderlag. 13 morgenfriske hold – og ja’, desværre fire sidsteøjebliks afbud, som i vanlig OMBOLD-stil blev løst med at justere kamplængde og puljer. Alle fik rigeligt med sved på panden, og der var indlagte småpauser, så man enten kunne nå at restituere eller gå ombord i det vildeste kage-orgie, der endnu er set til et OMBOLD-stævne. Halvanden kvadratmeter bræddepander med syv forskellige og himmelsk smagende kager, der uden tvivl ville få en kagekone som Mette Blomsterberg til ar overveje at blive cykelsmed.

DSC_0113

Der blev selvfølgelig spillet fodbold. Der blev snakket fodbold. Og der blev etableret helt nye venskaber og hanket op i nogle af de gamle. Blandt de nye var ’Dagscenter’ for misbrug i Esbjerg og det tilknyttede ’Motivationshuset’, der viste overlegen fair play og blev belønnet med den eftertragtede ‘Go Stil’-pokal. Og så var de nu selvorganiserede Recovery Bulls også med – og spillede sig efter lidt begyndervanskeligheder i B-finalen – og vandt! Vi glæder os til forhåbentligt at se meget mere til disse nye hold.

DSC_0033

OMBOLD er som de fleste ved et fodboldfællesskab, hvor der er plads til alle. Fodbolden er ens for spillerne, men der er mange individuelle kampe som skal vindes – og nogle gange også på bekostning af slutplaceringen. Alle får spilletid, og de gode boldspillere får lov at vise talentet, mens de mindre øvede bliver anerkendt og hyldet for deres mod og vilje. Det skal bare opleves. Når det er sagt, så kommer vi ikke uden om, at et mesterskab naturligvis skal have en vinder. Og efter godt 10 års ihærdige forsøg – og lige ved og næsten, så lykkedes det i 2016. De nye jyske mestre blev Aarhus StreetSoccer, der strøg ubesejret igennem turneringen – og spillede en fantomfinalekamp mod Tornehøjgård fra Gladsaxe.

(Alle billeder kan ses – og tagges – på facebook her!)

 


Resultaterne af de åbne jyske mesterskaber 2016:

 Skærmbillede 2016-08-24 kl. 07.02.25