Bilerne på parkeringspladsen i Bredstræde får kamp til stregen, når OMBOLD i samarbejde med Næstved Kommune blænder op for weekendens danske mesterskab i gadefodbold for hjemløse og socialt udsatte.

 

Flere end 200 udsatte fra hele landet vil indlede den kommende weekend med et gigantisk fodboldbrag i hjertet af Næstved. Tre forvaltninger er gået sammen om at skaffe midler til at gennemføre eventen, der er OMBOLDs største stævne. Næstved er i forvejen meget aktive i OMBOLD, hvor der er ugentlig OMBOLD-træning og et ønske om at etablere en bane til en Næstved AsfaltLiga i samarbejde med Center for Socialt Udsatte i Næstved.

 

– Vi er både glade og stolte over, at der har været politisk opbakning og vilje til på tværs af udvalg og forvaltninger at støtte op om dette arrangement. Selvfølgelig har mennesker med forskellige udfordringer også brug for at kunne udfolde sig i en aktivitet, som de selv finder glæde ved. Og for manges vedkommende også er dygtige til. Vi har flere Næstvedspillere og borgere, som igennem årene har været på OMBOLDs landshold – og de har alle profiteret af fodbolden og det rummelige fællesskab, som OMBOLDs gadefodbold har åbnet op for. Det flugter fint med Næstveds udsatte-politik, siger formand for Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget, Michael Perch

Fællesskabet fylder mest

Danmarksmesterskabet i OMBOLD finder sted i Næstved 14.-15. september på Bredstræde P-plads, og pladsen vil være lukket for biler allerede torsdag morgen kl. 06. Her skal de lokale fodbold-stjerner fra Næstved nemlig i gang med at opstille baner og gøre spillepladsen klar til det store rykind fredag morgen. Det er en del af OMBOLD-pakken, at man selv bidrager.
– Skal man prøve at forklare, hvad det vil sige at gå til OMBOLD eller spille OMBOLD, så handler det om rummelighed og respekt – for hinanden – og for OMBOLD-spillets regler fortæller Jim Stjerne Hansen tidligere general sekretær for DBU og bestyrelsesmedlem i OMBOLD og fortsætter – Rummeligheden for hinanden går ud på, at man kan deltage ”som man er – nu og her”. Om man har fodboldtalent eller ej – er aktiv eller tidligere misbruger. Eller netop er udskrevet fra psykiatrisk eller løsladt fra fængsel. Om man kommer hver gang – eller når humøret eller dagsformen tillader det. OMBOLD-spillere deler et skæbnefællesskab og en bagage, som er tung at bære alene.

Fodboldportrætter i gadebilledet

Som optakt til DM har der været en portræt-udstilling på Næstveds biblioteker, hvor man har kunne få sat både ansigt og krop på et udpluk af alle de forskellige mennesker, som har fundet sammen i OMBOLDs fodboldfællesskab. Portrætterne vil blive vist udendørs i forbindelse med mesterskabet, og forhåbentlig lokke Næstved-borgerne forbi spillepladsen, så der kan skabes en festlig atmosfære.

 

OMBOLDs aktiviteter er alkohol- og rusmiddelfrie. Tilskuere er meget velkomne, men må meget gerne respektere dette – på og omkring spillepladsen.

 

OMBOLD har siden starten i 2003 arrangeret fodboldaktiviteter for samfundsgrupper, der ikke naturligt opsøger almindelige idrætsforeninger, i byer over det meste af landet under mottoet ’Fodbold, Fællesskab og Forandring’. Aktiviteterne tæller alt fra åbne træninger, asfaltliga, hjemløselandsholdet, stævner og mesterskaber.

 

 

Fredag d. 14. september

Kl. 11.00                 Velkomst og åbning af DM ved Kultur &

Demokratiudvalgets formand Linda Frederiksen.

 

Kl. 11.30                 Skydes kampene i gang.

Kl. 15.55                 Uddeling af årets Klem, Kram & Kærlighedspris 2018

Kl. 16.00                 Showkamp mellem Næstved Byråd og CSUN

Kl. 18.00                 Aktiviteterne på pladsen slutter.
Lørdag  d. 15. september

 

Kl. 9.00                   Kampstart, Bredstrædeparkeringen

Kl. 14.00                 Finalerunder

Kl. 15.00                 Medaljeoverrækkelser ved formand for Forebyggelses- og Omsorgsudvalget Michael Perch

 

Her er link til fuldt program samt præsentation af de tilmeldte hold:
https://www.dropbox.com/s/tnz61ixp06x409k/DM.pdf?dl=0