OMBOLD skaber fodbold, fællesskab og forandring

OMBOLD er en Nonprofit organisation, der siden 2003 har udviklet et fodboldkoncept, der specifikt er målrettet samfundsgrupper, der ikke naturligt opsøger almindelige idrætsforeninger. OMBOLD har vist, at det er muligt tiltrække socialt udsatte og motivere til engagement og deltagelse i fysisk aktivitet – båret af ønsket om et positivt socialt fællesskab. Det hele sker under mottoet: Fodbold, Fællesskab, Forandring, som du kan læse om herunder

FODBOLDEN

Med flere end 400 mio. registrerede fodboldspillere i verden, er fodbold den sportsgren, der har størst gennemslagskraft. Da OMBOLD blev født i 2003, var det da også på baggrund af en fodbold-invitation fra præsidenten for det internationale netværk af gadeaviser (Hus Forbi, Big Issue mfl.). Skotten Mel Young havde sammen med en kollega Harald Smie fra Østrig fundet på at arrangere et VM i gadefodbold for hjemløse, både avissælgere og andre hjemløse. For Hus Forbi var spørgsmålet, om man kunne finde Hus Forbi-sælgere som i en periode ville spille og træne fodbold – frem for at sælge Hus Forbi. Og hvis man kunne, hvordan skulle man så udtage et VM-landshold. Hus Forbis daværende redaktør valgte igennem avisen at invitere alle hjemløse fra herberger og væresteder fra hele landet til et stævne – for at se om interessen var til stede.
Og det var den! Det første DM i gadefodbold på Rådhuspladsen i 2003 fik deltagelse af 23 hold fra hele landet – og ud af de to finalehold blev der udtaget et mandskab, der senere samme år repræsenterede Danmark ved Homeless World Cup i Graz i Østrig.

FÆLLESSKABET

Efter VM stod det klart, at der både var interesse og potentiale for at organisere mere fodbold for hjemløse, men også at aktiviteten tiltrak andre udsatte end Hus Forbi-sælgere. Gadefodbolden havde vakt noget til live hos mange udsatte, som havde spillet fodbold i barndom og ungdom – og som nu havde fået en ny mulighed – en ny chance – en OMBOLD. Det blev navnet på den nye organisation, som i de første par år var en del af Hus Forbi, men som en selvstændig forening med Hus Forbi-redaktøren som arbejdende bestyrelsesformand.
OMBOLD har frem til 2016 rundet godt 100 stævner og mesterskaber, og har deltaget med Hjemløselandshold ved Homeless World Cup 11 gange siden 2003. Godt 10.000 hjemløse og andre socialt udsatte har været engageret i OMBOLD – både på og uden for banen. Selv om interessen for fodbolden har kickstartet interessen, så går det igen i alle vore brugerundersøgelser, at det ikke er sejre og guldmedaljer, der er motor eller topscorer i forhold til lyst, motivation og fastholdelse.
Det er fællesskabet. Et fodboldfællesskab, der i OMBOLDs version har betydet, at deltagerne har adopteret navnet – og har tillagt det en egen betydning. Så man spiller ikke fodbold i OMBOLD. Nej, man ”går til OMBOLD”, man ”spiller OMBOLD – i OMBOLD”

FORANDRINGEN

Skal man prøve at forklare, hvad det vil sige at gå til OMBOLD eller spille OMBOLD, så handler det om rummelighed og respekt – for hinanden – og for OMBOLD-spillets regler. Rummeligheden for hinanden går ud på, at man kan deltage ”som man er – nu og her”. Om man har fodboldtalent eller ej – er aktiv eller tidligere misbruger. Eller netop er udskrevet fra psykiatrisk eller løsladt fra fængsel. Om man kommer hver gang – eller når humøret eller dagsformen tillader det. Alle OMBOLD-spillere deler et skæbnefællesskab og en bagage, som er tung at bære alene. Men som også er svær at dele med andre, der ikke kender til livets skyggesider og har prøvet at føle fortabtheden på egen krop. Alle kan i OMBOLD både finde ligesindede på kryds og tværs af livssituation – og også blive hinandens rollemodeller. Mange fortsætter nemlig i OMBOLD, selv om de er kommet videre i livet. De vil nemlig gerne give noget tilbage – og de inspirerer andre – og vokser selv.

YIHJUo-X7aKD4QwsK6F5OXdR3lHLiCg9IbDgQHyTsoE
18/6: dm i gadefodbold 2006 pΠisraels plads.foto:lars skaaning
Viden
fm

OMBOLDs årsrapporter

Lær mere om OMBOLD