Normalt er et dansk mesterskab i fodbold noget man kvalificerer sig til igennem 4-5 ugentlige træninger og to sæsoners intense kampe på en ca. 7000 kvadratmeter stor græsplæne. På banen er der kun plads til de bedste, og nogle spillere må i et helt år nøjes med træne – eller håbe, at en holdkammerat fejler eller bliver skadet, så de måske kan få spilletid i en ligakamp. Konceptet er, at den indbyrdes konkurrence om en plads i startopstillingerne skal motivere alle til at præstere optimalt – og nogle gange også over grænsen for, hvad der er fysisk er menneskeligt muligt og måske også længere end hvad talentet rækker til. Hvis en spiller i sæsonen skifter til en anden klub, hvor han kan få spilletid eller bedre vilkår, så er fanden løs i fanskaren og fri håneret over for den deserterede. Uden for banen står investorerne, sponsorerne, træneren og fansene og skriger på sejre og succes – og enkelte spillere kan nærmest opnå gudestatus, hvis de leverer varen.

img_0765img_0207

Stof til eftertanke

Kontrasten til et DM i OMBOLD kan næsten ikke være større. Banen er blot 352 kvadratmeter – og underlaget ofte ujævnt asfalt. Mesterskabet er pivåbent, hvilket betyder, at det nærmest først er på dagen, man finder ud af, hvem der deltager. Alle holds spillere er sikret spilletid. Og skulle man mangle en spiller, så låner man da bare en fra andet hold. Og hvis træneren bedre kan hjælpe holdet ved at spille med – frem for at stå på sidelinien (og råbe), så gør han da bare det. Man skal ikke kvalificere på anden måde, end at møde op med et ønske om ville bidrage til at gøre de to mesterskabs-dage til en stof- og alkoholfri fodbold-fest.
En fest, hvor de mange kampe, de mange krammere og de mange spillere enten er eller bliver kammerater på kryds og tværs af holdene. Noget, som samlet set sørger for den lykkerus, som alle går rundt og sniffer i løbet af de to dage. En følelse, som alle, der igennem OMBOLDs 14-års DM historie, kan huske eller med tiden bliver småafhængig af.

img_0397

Befriende frirum

OMBOLD kunne, selv om det ville være umådeligt vanskeligt at vælge, uddele stribevis af pokaler til deltagere både på og uden for banen: Det bredeste smil. Den vildeste krammer. Det største selvmål. Den sygeste finte. Den mest spektakulære redning. Det flotteste mål. Den mest hjælpende hånd. Den stærkeste kaffebrygger. Den mest håndholdte måltavlefører. Den mest humoristiske dommer. Vi kunne blive ved. Konkurrencen ville blive umådelig svær at afgøre – for alle deltagere ville gøre sig fortjent til anerkendelse.
I sidste ende, så var og er det jo fodbolden og kærligheden spillet, som bringer os sammen til et DM – på kryds og tværs af alle de grænser, vi er adskilt af i forhold til vores hverdagsliv. Og også på trods af de kasser og labels, som samfundet har det med at putte os i eller stemple os med. Vi vil bare gerne have mulighed for at være sammen, som dem vi er – og bruge bolden, så godt vi hver især formår – uden at være bange for at være til grin eller blive buhet ud.

brug-bolden-hold

Ny titelindehaver

Selvfølgelig giver DM også spillere og hold en mulighed for at blive beundret, hyldet og tiljublet for deres fodboldtalent og sammenhold. Og det blev de så – selvfølgelig. De nye, debuterende og højst overraskende vindere af dette års danske mesterskab i OMBOLD:
Nej, det var ikke FC Misbrugsportalen eller de forsvarende mestre fra Hørhuset. Det var heller ikke Grønnegade fra Aarhus eller Pink Devils fra København. Hold, der både har ambitioner, fysik og boldkunnen, som gør det svært ikke at drømme om en finaleplads.  I stedet blev de nye mestre BRUG BOLDEN – et hold, der er inspireret og en forgrening af fodboldprojekt FC Misbrugsportalen, og som også derfra rekrutterer spillere og i øvrigt samarbejder med Clean House i København.
De vandt finalen over Recovery Bulls fra Esbjerg, som også er et selvorganiseret fodboldhold, der netop nu er ved at etablere sig som en selvstændig forening i Esbjerg.

Fornemt setup

Et døgn tidligere havde DM fået en drømmestart. Solen hang og dinglede henrykt under Carl Nielsens September-himmel, mens spillere i en lind strøm kom trillende ind på pladsen. De blev mødt af en veloplagt Ishøjborgmester Ole Bjørstorp, der, sammen med tidligere BIF-træner Thomas Frank, bød velkommen til Ishøj, der bød på perfekte rammer foran Ishøjs Idrætscenter. hvor der var opstillet scene til DJ, panabane, fototelt, tilskuerpladser foruden det sædvanlige setup med to OMBOLD-baner, telte til kaffe og fysioterapi.

img_0135

Der var grund til både smil og solskin for arrangørerne. DM i Ishøj vil blive husket af både Frits Ahlstrøm – (bestyrelsesmedlem i OMBOLD), Thomas Frank – (fhv. cheftræner BIF), Lene Knudtzen (OMBOLD) og Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S)

Man kunne fra starten mærke forventningens glæde for de ca. 15o spillere fra bl.a. Esbjerg, Ribe, Aarhus, Stevns, Hillerød, København, Brøndby, Næstved og selvfølgelig Ishøj. De kunne næsten ikke vente med at komme i gang med at spille fodbold.   Og det kom de til – i de seks stive klokketimer der skulle til, før fredagens 72 kampe i det indledende gruppespil var afgjort. Og spillerne kunne gå i bad, inden der blev budt på lækker aftenbuffet plus efterfølgende kaffe og kage. Ud over maden, skulle også dagens indtryk og kampe fordøjes.  Flere ømme muskler og trætte stænger fandt nærmest selv vej til Danhostel – og så var det ellers på hele hovedet i seng. De fleste havde nemlig taget imod tilbuddet om overnatning, mens andre valgte at tage hjem – og møde op til finaledagen lørdag morgen.

img_1778Spænding til det sidste

Det er aldrig helt til at vide hvordan de forskellige hold klarer sig ved OMBOLD-turneringer, men der plejer altid at være et par hold som fra starten skiller sig ud ved at vinde alle kampe og være selvskrevet til finalen.  Alle de tidligere nævnte viste sig som tophold, der spillede lige op med hinanden.  Og aldrig har der været så meget spænding om hvem der skulle blive Danmarks-mestre i A-rækken.
Billede af kampen mellem Recovery Bulls og brug bolden.
OMBOLDs turneringskoncept der ikke rangordner eller seeder de enkelte hold i det indledende gruppespil betyder, at flere hold på førstedagen møder uoverstigelig modstand og taber mange kampe. Men det synes ikke at have den store betydning for spillernes motivation:
– Vi tabte alle vores kampe fredag, men i morgen skal vi i gruppespil, hvor vi har en chance. Men frem for alt er vi jo med, fordi det er hyggeligt. Og vi har det godt med alle hold – og hinanden, fortæller Jan Tang, der sammen med Multihuset Brøndby er et af de mest stabile OMBOLD-hold.
Holdet deler skæbnefællesskab med blandt andet Sundholm United. Men det er næsten ikke til at forestille sig et OMBOLD-stævne, hvis ikke netop de to hold er med. Og man må bøje sig i støvet for dedikation og opbakning til OMBOLD – fra både spillere og medarbejdere.

img_1114

Tre seje drenge fra Multihuset Brøndby, der er med til at tilføre fodbolden en ekstra dimension – som OMBOLD håber kan sprede sig til endnu flere, der gerne vil samvær og fællesskab.

Dobbelt op for Sandholm

Flere fodbold-folk laver fodbold for særlige målgrupper. Den filosofi har OMBOLD aldrig dyrket, da vi tror på, at netop holdsport og fodbold er en perfekt ramme for at rumme forskellighed. Det gælder både bold- og sprogfærdigheder. Hvordan skal man blive bedre, hvis man aldrig møder nogen, der kan inspirere og lære fra sig??  I B-rækken var det de to hold fra asylcenteret Sandholm, som gjorde rent bord og endte med at møde hinanden i finalen. Det blev en meget intens affære, hvor træner Mikkel blev kastet ud i en nærmest skizoid trænerdiciplin. Hans dessiner blev mere og mere uforståelige – og til sidst overlod han spillerne til deres egen skæbne. Og Sandholm 2 blev fortjente vindere af B-finalen. Men begge hold ville allerhelst lade sig hylde på det samme billede – og alle var stolte.

fc-sandholm-12

Normalt får alle hold taget deres eget holdbillede med det kunne ikke rigtig lade sig gøre med Sandholm, da de ville juble sammen. Sådan Sandholm – og tillykke til Mikkel.

Det kan godt være, at det ikke er de bedste fodboldhold der er i C-rækken, men af en eller anden grund er supporterne her ofte de mest farverige og højlydte, som virkelig er med til at skabe stemning til OMBOLDs mesterskaber. I finalen vandt Horisonten 1 overbevisende over et hårdt kæmpende Sundholm-mandskab, som til trods for det store antal medrejsende supportere ikke kunne hamle op med Horisontens unge drenges kondi og speed. Og de altid fightende mænd og kvinder fra Multihuset Brøndby fik efter en hård start på turneringen endelig gang i målscoringen og endte på en flot 3. plads.

img_1663

Sundholm United

 

img_1635

Horisonten

img_1653

Multihuset Brøndby

Hæder til OMBOLD Esbjerg

DM er også rammen for OMBOLDS Klem, Kram og Kærligheds-pris, som hvert år bliver givet til en person eller et hold, som har gjort noget ekstraordinært i OMBOLD-sammenhæng.  Det var EM-helten og fodbold- koryfæet Kim Vilfort, som overrakte prisen som i år gik til OMBOLD Esbjerg spillere og trænere. Holdet anerkendes for deres kæmpe engagement i at skabe et fodboldfælleskab, hvor der er plads til spillere i alle aldre, former og farver. Et hold, som er en vedvarende kæmpe inspiration for OMBOLD i arbejdet med at give alle mulighed for at dyrke idræt og spille fodbold.

img_0586

OMBOLD Esbjerg har formået at skabe et fodboldfælleskab, der hver uge tiltrækker rigtig mange spillere med vidt forskellige baggrunde og udfordringer. De er et af de få hold, som altid har kvinder på holdet.

 

Også en stor tak til lokale sponsorer i Ishøj. REMA 1000 og Bilka sørgede for vand, frugt og kaffe.  Apoteket i Ishøj Bycenter sørgede for forbindinger og isposer til eventuelt skadede spillere, og Ishøj Bycenter sponsorerede 10 gavekort á 500 kroner – som 10 spillere og hold blev meget glade for.
Tusind tak til jer alle, der gjorde det hele muligt!
Kram fra Lene, Rikke, Tea, Astrid, Kristian, Tim, Jens Tage, Martin og Thomas
– Dit OMBOLD-hold!
Placeringer
A-række                                     B-række                                  C-række
1. Brug Bolden                           Kbh. Sandholm 2                 Horisonten 1
2. Recovery Bulls                      Sandholm 1                           Sundholm
3. Misbrugsportalen                 Skansegården                       Multihuset
4. Pink Devils                             CSUN                                    Sundholm 2
5. Hørhuset                                 Kollegiet
6. OMBOLD Esbjerg 1              Aarhus Street Soccer
7. Grønnegade                            Ung På Vej
8. Opus (God Stil Pokal)          OMBOLD Esbjerg 2