Torsdag den. 15 marts var – som de sidste par uger – en ualmindelig kold dag i det meste af landet. Men på trods af temperaturen omkring frysepunktet, kunne man i Fodboldfabrikken i Odense finde  hjertevarme. 200 spillere havde rejst fra hele landet for at skyde OMBOLD-sæsonen igang med forårsstævnet – og der gik ikke lang tid, før den kolde fodboldfabrik var fyldt med smil, grin, flotte fodboldfinter og highfives.

20 hold i mixrækken var delt op i 5 puljer og spillede sig derfra til A- og B-puljer. Derudover var forårsstævnet udvidet med en tredje bane, hvor der blev spillet kvindekampe – og varmet op med en særlig træning, for de kvindelige OMBOLD-spillere. Her var både St. Dannesbo og Asylum United repræsenteret med hold – og derudover var kvinder fra Pink Devils og Næstved med.

Selvom Fodboldfabrikkens baner er mindre end traditionelle OMBOLD-baner, var det tydeligt, at spillerne ikke havde glemt, hvordan man spiller OMBOLD over vinteren. Stævnet var generelt præget af mange lige kampe – og dommerbordet kan melde om rekord for, hvor mange puljer der blev afgjort på målscore! I B-puljen kunne man bl.a. finde det selvorganiserede hold ‘Kravlegården IF’, der trods besværligheder med transport fra Brøndby og skadede spillere, havde højt humør hele dagen. I samme pulje fandt man 2 hold fra HKI – som efterhånden er blevet faste OMBOLD-spillere, og som i særlig grad til Forårsstævnet udmærkede sig med godt humør og fairplay, og derfor modtog den prestigefyldte Go’stil pokal. Tillykke til HKI-drengene, vi glæder os til at se dem til forhåbentlig mangle flere OMBOLD-stævner.

B-finalen stod mellem FC Sandholm og det ene Pink Devils hold fra København. Efter en totalt spændende straffesparkskonkurrence – og en flot indsats fra begge hold – kunne de glade Sandholm-spillere løfte pokalen over hovedet. A-puljespillet kunne man bl.a. finde to nye hold fra Cocaine Anonymous – FCA 1&2 – der tog hhv. 4 og 5. pladsen. I top tre var hele to Pink Devils-hold repræsenteret – men efter en virkelig højspændt og publikumsvenlig finale, hvor fodboldfabrikkens tag var ved at løfte sig af god hep – trak Næstved 1 det længste strå i straffesparkskonkurrencen og vandt! Flottere sejrsscene skal man lede længe efter.

De lokale helte fra St. Dannesbo viste dagen lang overskud – og kunne både stille med spillere til to hold – og samtidig for frivillige, der styrede måltavler, kaffebrygning, forplejning osv. Virkelig godt gået! Fra hele OMBOLD skal lyde tak for en god dag – og god fodboldspil. Vi glæder os til forhåbentlig at se jer alle til næste stævne d. 25 april i Vordingborg.

Resultaterne ses herunder. Flere billeder – herunder holdfotos – kan findes på OMBOLDs facebook her.