Én herbergsplads for én hjemløs i 10 måneder – eller en livsrejse for 8 socialt udsatte fodboldspillere og deres godt 10.000 udsatte følgere og sjælevenner, der igennem årene alle har været berørt af hjemløshed, misbrug og social deroute. De 270.000 kroner, som OMBOLDs Hjemløselandsholds sponsorer samlet har bidraget med ved årets SponsorCup, bliver brugt til det sidste. Så er det sagt – og tusind tak til jer for det!

Virksomheder, fagforeninger, almennyttige boligselskaber, idrætsorganisationer og politiske partier – i alt 32 af slagsen. Og så et nyudklækket Hjemløselandshold og sidste års landsholdsspillere. Det var ingredienserne til OMBOLDs årlige SponsorCup, der havde sat hinanden i stævne to solbeskinnede dage på Rådshuspladsen i midten af maj. Sponsorerne har på forskellig vis bidraget til at holde liv i en drøm for nogle mennesker, der drømmer om at lykkes. Bedre. Mere. Længere.

Det gør 8 ud af OMBOLDS 1200 aktive, når de i slutningen af juli kulminerer 4 måneders målrettet fokuseren og både social- og boldmæssig-træning, når de i Cardiff i Wales bydes op til en fodbold-vals i verdensklasse ved det årlige Homeless World Cup. 47 andre nationer deltager.
De danske drenge – Hjemløselandsholdet – er en inspirator og motivationskilde for flere tusinde udsatte, der siden 2003 har fået energi og samværsmulighed i et fællesskab, som de fleste andre tager for givet. Gevinsten er ikke, at de hjemløse og udsatte fodboldspillere kommer i DR-sporten, bliver gældfri eller millionærer endsige en naturlig del af arbejdsmarkedet. Men fraværet af job og kolleger bliver for mange momentvis erstattet af et fodboldfællesskab, et fodboldhold og nogle holdkammerater, der accepterer dem som de er, og som opmuntrer og inviterer. Og så får ofte tavse eller slugte munde til – helt af sig selv til at råbe: ”Spil mig”. ”Jeg er helt fri”. ”Kom igen”. ”Vi skal nok klare den”. ”Bare vi overholder aftalerne”. ”Hey, vi venter med smøgerne til efter kampen”. ”Husk at drikke noget vand”.

Nye sponsorer på banen

At bruge fodbolden som redskab og skabe holdfølelse som social og mental sammenhængskraft – trods konkurrence og forskelle i fysik og kompetencer, fungerer fint – uanset om man er udsat eller ansat.  Det lagde OMBOLDs nye formand, Jonas Keiding Lindholm vægt på, da han bød deltagerne velkommen. Og det kom i hvert fald fint til udtryk blandt alle Hjemløselandsholdets sponsorhold, der gav hinanden kamp til stregen – i god og respektfuld stil.

De faglige organisationer var repræsenteret ved Socialrådgiverne, Socialpædagogerne, HK Kommunal, Fagbevægelsens Hovedorganisation og 3F. De to sidstnævnte havde debut, mens de øvrige har været med i flere år. Trods næstformands Mads Samsings fravær i målet lykkedes det HK-Kommunal at vinde B-finalen mod Lasso X, mens Benny Andersens tropper fra Socialpædagogerne i A-slutspillets 8’dels finale måtte se sig slået af DGI trods storspil gennem hele turneringen.

De almene boligselskaber havde fået tre nye spillere på banen. Moderorganisationen Boligselskabernes Landsforening, Domea og DAB havde slået følgeskab med veteranerne fra AAB, KAB og Boligkontoret Danmark. BL nåede kvartfinalen i A-puljen, men måtte se sig slået af Hjemløselandsholdet. (Puha). For inden havde de i 8’delsfinalekamp slået Boligkontoret Danmark, der ellers havde været suveræne i hele turneringen. Flot debut!!! Samme skæbne fik Domea, der tabte mod Get2Sport i deres kvartfinale. KAB fik fornøjelse af Politiken i deres kvartfinale, som blev deres banemænd. I B-spillet kom AAB i bronzekamp mod Kofoeds Skole og tabte 3-2. DAB nåede 8’delsrunden og tabte den kamp mod Hjemløselandsholdet, og har revanche til gode til næste år.

Tæt finalespil

På virksomhedsfronten var turneringen repræsenteret med gamle kendinge fra Politiken, TV3Sport, LB Forsikring, Lasso X og Kromann Reumert. Sidstnævnte havde støvsuget advokatfirmaet for fodbold-talenter og spillede uimodståeligt og målrettet sig frem til finalen, hvor de efter dommer Kim Miltons slutfløjt måtte se måltavlen lyse 3-2 i Get2Sport’s favør. Bronzekampen var et opgør mellem Hjemløselandsholdet og Politiken, hvor holdleder og sportsredaktør Søren-Mikael Hansen fra sidelinien måtte bøje nakken for overmagten, da Hjemløselandsholdet vandt 3-0. TV3Sport nåede 8’delsfinalen og Thomas Breum måtte sige tak for dagens sidste match til Kromann Reumert, der vandt dén. LB Forsikring nåede 8’delsfinalen, hvor de mødte overmagten Politiken, mens Lasso X i B-spillets finale tabte til HK Kommunal.

Idrætsverdenen var også repræsenteret med DGI, DIF, DBU, Get2Sport og GAME. Sidstnævnte er daglig og praktisk samarbejdspartner, der lægger gulv til OMBOLDs ugentlige træninger i København. De øvrige sidder med på forreste række, når det handler om at promovere idrættens betydning og udbredelse i samfundet. Og de arbejder også for at flere udsatte bliver inkluderet i idrætsfællesskaber – og gerne i forenings- og klubliv. Uden at fornærme nogen, må vi tro, at deres evner bag skriveborde og forhandlingslokaler i en politisk højspændt situation er større end på boldbanen, så lad os nøjes med at sige, at DBU nåede 8’dels finalen mens DGI nåede kvartfinalen.

Løftelig PoltikerCup

Et lille halvt år før OMBOLDs SponsorCup blev det annonceret, at Regeringen har afsat en pulje på 10 millioner kroner fordelt over 4 år til afholdelse af esport-events. Med udmøntningen af puljen ønsker regeringen at sætte skub i projekter, der styrker Danmarks position som en førende esport-nation og sætter øget fokus på esporten i hele landet. Samtidig vil regeringen anerkende de ambitiøse, frivillige ildsjæle, der arbejder med esport, og som medvirker til, at vi i Danmark allerede er langt fremme inden for esporten.

Selv om mange hjemløse og socialt udsatte har tilbragt mange timer og uger foran en skærm, og sikkert også har talenter i esporten, så har OMBOLD i 15 år forsøgt at få mennesker, der primært har haft sofaen, sengen eller soveposen som base til at springe ud som sportsudøvere– ikke foran skærmen – men som sprællevende mennesker, der får pulsen og hjertet til at banke. Og hjernen til at bevæge både arme og ben – i et socialt fodboldfællesskab. Hvor der lukkes op for posen med livsglæde – men også fordi, det giver mening på andre måder.

OMBOLD virker 100 procent

OMBOLD har betalt 100.000 kr. for en videnskabelig undersøgelse – dobbeltblind med kontrolgruppe og hele det hollandske udtræk, der konkluderer, at hjemløse og socialt udsatte med to timers ugentlig gadefodbold kan bringes i en fysisk tilstand, der ligger inden for normal-området på samtlige livsstilssygdomme.  Kort sagt: OMBOLD forlænger livet for socialt udsatte samfundsgrupper, der ifølge statslige undersøgelser har det med at dø 15-20 år før gennemsnittet.

Nogle af dem, der kan være med til at sikre – ikke alene Hjemløselandsholdet, men også OMBOLDs landsdækkende og kontinuerlige arbejde, er politikerne på Christiansborg og i kommunerne. Syv politiske partier stillede valgkamp på pause, og havde prioriteret og støttet deltagelse i SponsorCuppen og tre top-politikere fra DF, Å og C viste kanonform på banen. Sponsor-veteranerne fra Dansk Folkeparti var anført af Martin Henriksen, der viste sig som en giga slider og han var ofte afgørende afslutter i deres opgør. Det samme kunne man sige om erhvervsminister Rasmus Jarlov, targetman og skarpretter i én pakke, der med De Konservative havde debut i turneringen. Alternativet havde kvindelig anfører i form af en rapfodet og boldbegavet Carolina Magdalene Meier, der skabte ravage og scorede mål på samlebånd.

Nye stjerneskud på vej

Under sloganet  “Plads til alle. Brug for alle.” stillede Socialdemokratiet med en række stjerner fra de politiske kamppladser på Christiansborg, regionsråd, Borgerrepræsentation, Europa-kandidater og DSU’ere. Morten Bødskov og Troels Ravn var generøse i at give plads til ungdommen. (Eller også havde de bare brug for luft)…

Enhedslistens OMBOLD-veteraner havde ladet Pernille Skipper slippe, men en altid sprudlende og nærværende Tormod Olsen, der er ny kandidat i Nordsjælland, viste sig som sublim dirigent for sit hold, der bestod af både mænd og kvinder fra partisekretariatet. SF stillede med folketingskandidater, og havde øjensynligt bedt Pia Olsen Dyhr om at knokle uden for banen – for at sikre kandidaterne et godt valg. På banen var SF’erne i hopla og flere kunne have glimrende fodbold-karrierer, hvis det skulle glippe med pladsen i folketinget.

Det Radikale hold var i år sammensat af Folketings- og Europaparlamentskandidater i Hovedstadens Storkreds, samt medlemmer af den Radikale folketingsgruppe. Teammanager Jens-Christian Navarro Poulsen udtalte forud for turneringen: “Jeg føler det er et ekstremt stærkt hold vi har udtaget i år. De andre partiers fodboldhold bliver blæst omkuld når vi kommer FREMAD”.
Ud over sidste års hjemløselandshold var de udsatte repræsenteret med SAND – de hjemløses landsorganisation.

Sponsorcuppen for politikere blev vundet af Alternativet, der i finalen vandt 10-7 over Hjemløselandsholdet. Bronzekampen stod mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet. Den endte 6-4.
Øvrige resultater kan ses her: