AL Kbh Pix

Socialborgmester gæster de udsattes Superliga

 

Mens det meste af fodbolddanmark er optaget af EM i Frankrig, har Københavns Socialborgmester Jesper Christensen valgt at være med på lægterne, når de udsattes svar på Superligaen onsdag bliver afgjort i København. Det er OMBOLDs Asfaltliga i Hovedstaden, der skal finde sin vinder i gadefodbold.

– Jeg ved, at de fleste spillere har haft deres at slås med. Derfor glæder det mig særligt, at de har fundet et fællesskab omkring bolden. Et fællesskab der ikke ser på, om man har slået nogle skæverter i livet, men ser på, om man vil være med og bidrage til holdet. Sådan skulle det være oftere, siger Jesper Christensen.

 

Efter 13 års indsats for at give hjemløse og andre udsatte adgang til et socialt fodboldfællesskab via lokale træninger, stævner og et hjemløselandshold, lancerede OMBOLD sidste år AsfaltLigaen med støtte fra Tryg Fonden. Planen er at skabe en landsdækkende gadefodboldliga, men den blev i det tidlige forår kickstartet i Østjylland og Hovedstaden med i alt 14 deltagende hold. Efter 10 spillerunder og 35 kampe skal forårs-ligaens finaler nu afgøres. At København var med fra starten var helt naturligt. – Københavns Kommune har siden 2003 været en væsentlig samarbejdspartner for OMBOLD, og vi har været i berøring med flere tusinde af hovedstadens socialt udsatte mennesker, som har fundet glæde og fornyet selvtillid ved at være med i OMBOLDs rummelige fodboldfællesskab. Flere har gennem årene efterspurgt flere aktiviteter, selv om det er mere forpligtende at være med i en liga, hvor der spilles kampe hver anden uge.  Det har de fået i AsfaltLigaen, og de har virkelig kvitteret for det, siger projektleder Thomas Hye-Knudsen.

Hovedstadens AsfaltLiga samler hold fra både nord- og Sydsjælland, men har tre københavnerhold med vidt forskellig baggrund. Nogle er hjemløse fra herberger eller misbrugscentre, andre er kommet videre, men finder mening i at hjælpe deres kammerater med at holde sig inde i kampen. Både i forhold til fodbolden og i at forfølge drømmen om et bedre liv. Ud over at få lov at se noget fodbold, skal Københavns Socialborgmester overrække Fair Play-pokalen, som også kaldes Go’ Stil.  – Jeg glæder mig selvfølgelig til at se og hilse på holdene på banen. Men jeg har forstået, at AsfaltLigaens særlige kendetegn er, at det i høj grad er det frivillige engagement uden for banen, der får ligaen til at lykkes. Ikke i form af ressourcestærke mentorer og støtte-kontaktpersoner udefra, men fra de udsatte selv. Vi politikere kan lide at tale om sammenhængskraft; jeg synes disse mennesker viser det, siger Jesper Christensen.

Finalekampene spilles onsdag d. 22. juni fra kl. 13-16. Sted: Grusbanen på Julius Andersens Vej 7, 2500 Valby.

Kampprogram AsfaltLiga Hovedstaden 22. juni

* Påkrævet felt