Torsdag d. 24 maj var en særlig dag: Her afholdt OMBOLD det traditionsrige og spændingsfyldte Åbne Københavnske Mesterskab. Der var plads til 24 hold – og stævnet var overtegnet under et døgn efter invitationen blev sendt ud, så forventningerne var høje. Men heldigvis skuffede det ikke: Den torsdag var i særdeleshed en fodboldfest!

 Stævnet blev skudt i gang kl. 10 af socialborgmester Mia Nyegaard – og godt 250 spillere fra hele landet var samlet omkring ’deres fodboldspil’ – OMBOLD – og det fællesskab, der følger med! Allerede fra første kamp var vejrguderne med os. Høj sol hele dagen, hvilket satte vandbudgettet under pres, og 2 gange måtte nærliggende supermarkeder tømmes for vandflasker.
Turneringsplanen var efter nøje overvejelse skruet sammen, så der var 6 puljer, hvori holdene spillede sig i hhv. A, B og C-spil – for som altid er OMBOLD et spil, hvor ingen ryger ud undervejs – og hvor alle får lige mange kampe!
I C-puljen var humøret højt – og her kunne man både finde de faste OMBOLD-spillere fra Næstved, Team Locos (der var udfordret på spillerantal men som heldigvis og i bedste OMBOLD-ånd fik hjælp på banen fra forbipasserende og frivillige) og Grønnegades Junta-hold. Førstepladsen i puljen gik dog til det altid festlige hold Kravlegården, som spiller med i OMBOLDs AsfaltLiga i hovedstaden. Måske er det netop dén træning der har gjort, at de kunne løfte guldpokalen over hovedet på Rådhuspladsen.

 

I B-puljen var der både rutinerede OMBOLD hold som Horisonten (der endte med bronze) og Aarhus Street Soccer (der endte med en flot sølvmedalje). Men man kunne også finde helt nye hold – som fx Erhvervsskolen af 2011, der har spillet med til OMBOLDs københavnertræninger, men som debuterede på den ’rigtige’ OMBOLD-bane til dette KM. De endte på en flot 4. plads og vi håber at se meget mere til dem. Førstepladsen blev også taget af et nyt hold: FC Nordbo, der med Jesper i spidsen blev dannet på dagen. STORT tillykke til dem!

 

A-puljen var i høj grad også præget af spænding. Et københavnermesterskab er prestigefyldt at vinde – og det kunne mærkes allerede i A-puljens semifinaler. Den ene stod mellem Sandholm og Brug Bolden København – en højspændt kamp, hvor Brug Bolden tog sejren med cifrene 2-1. Den anden var en af de klassiske: Grønnegade mod Pink Devils 1. De to hold har adskillige gange kæmpet om pokalerne, og på trods af gode takter fra ”de hvi’e” i dag var det de københavnske drenge, der spillede bedst – og vandt semifinalen 2-7. Det betød finale mellem Brug Bolden og Pink Devils 1. (De skarpe hjerner vil her bemærke, at det var de samme to hold som sidste års KM). Tilskuerne var klar, og det blev 7 minutters sublimt fodboldspil fra begge hold – dog med overvægt til de lyserødes side, og derfor kunne Pink Devils lade sig hylde som vindere af KM 2018!

 

 

Medaljerne blev overrakt af Socialminister Mai Mercado – der til stor begejstring for publikum kunne kende Tango fra de portrætbilleder, hun har haft hængende over vinteren på sit kontor.
Generelt skal der fra OMBOLD lyde en stor tak til alle spillere og trænere. I var igen sublime eksempler på, hvorfor alt giver mening til stævnerne: Stemningen, fællesskabet og den fælles rummelighed er eksemplarisk!
Også et stort tak til alle frivillige: Uden dommere, baneopsættere og -nedtagere, kaffetelt-folket og fyssere kunne vi slet ikke lave sådan et stævne. Og så et giga kram til Roberto, der er OMBOLDs rengøringsmand, der på dagen fik hjælp af sin mor!!!!!
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Københavns Socialborgmester Mia Nyegaard (R)

 

OMBOLD og vores dejlige spillere, der hjalp med at rydde pladsen sig er1000 tak for et pragtfuldt stævne!

 

Klik på billedet og se en OMBOLD-lykkelig Socialminister, der fik kuldegysninger!

 

HUSK AT DER ER FLERE BILLEDER PÅ FACEBOOK