Gråsort asfalt var i weekenden skiftet ud med brosten i brune og mørkerøde nuancer, da Frederiksberg Runddel udgjorde arenaen for weekendens Åbne Danmarksmesterskaber i OMBOLD. Både Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen og Social- og Indenrigsminister Astrid Krag fik en ordentlig OMBOLD på opleveren – og kvitterede begge med kæmpe roser til spillerne og arrangementet.

Måneders planlægning og spænding kulminerede i et brag af en gadefodboldfest, hvor 28 hold var mødt op til kampen om medaljer og de gyldne pokaler med de store ører. På en grå fredag formiddag åbnede bestyrelsesmedlem Jim Stjerne Hansen stævnet i selskab med Kultur- og Kirkeminister Joy Mogensen og formand for Socialudvalget i Frederiksberg Kommune, Pernille Høxbro, imens der blev slubret kaffe i rigelige mængder og sniksnakket med nye og gamle OMBOLD-venner. Budskabet der gik igen i deres taler var, at alle kan have brug for en ommer, både på og udenfor banen, og de lagde alle vægt på vigtigheden af, at OMBOLD er et fællesskab hvor man kan være med, uanset hvad man ellers går og kæmper med.

Flere end 30 frivillige

Da bolden først begyndte at rulle, stod det dog klart, at alle hold var kommet for at give den fuld skrue og for at vise alle de moves frem, der er blevet poleret og finpudset til OMBOLD-træninger landet rundt i årets løb. FC Sandholm rykkede som sædvanligt ud af starthullerne sprængfyldte af energi, og efterlod ikke nogen tvivl om, at de var kommet for at få metal med hjem. Publikumsfavoritterne fra Sundholm United kørte rundt med modstanderne, og sørgede i høj grad for at deres medbragte supportere havde en god gang fodbold at kigge på.

I teltet var der som altid lang kø til de frivillige fyssers brikse, der gav den hele armen med at få has på diverse skavanker og fibersprængninger. Rotary Frederiksberg stillede også talstærkt op med søde, smilende og servicemindede frivillige, der hjalp med at stille banen op. Andre stod for at holde orden på hele spillepladsen, passe måltavler, og sikre de rigelige mængder kaffe, frugt og mad til alle deltagere.

Næstveds frivillige trænerduo hædret

Et højdepunkt på dagen var selvfølgelig da de to spillende trænere fra Næstved (som stillede med ikke mindre end tre hold til DM), Kasper og Niclas, modtog årets Klem, Kram og Kærlighedspris. De har formået at få banket en rummelig træning fuld af kærlighed og god energi op, og har simpelthen den bedste OMBOLD-stil kørende – hver dag. Begge drenge var glade for prisen, men fremhæver både hele holdet omkring OMBOLD-Næstved der er forankret i Center for Socialt Udsatte i Næstved Kommune, og træner Søren Weinreich Olsen som afgørende for alles succes.

Fredagen blev afsluttet med et brag, med kæmpe fællesmiddag i Krøgers Familiehave, der bød på stegt flæsk ad libitum, og selvfølgelig en ordentlig omgang OMBOLD-banko akkompagneret af kaffe og kage til den store guldmedalje.

Andendagsgilde med fuld skrue

En tidlig lørdag morgen begyndte med lidt søvnigt gråvejr og ømme stænger for de fleste, men hjulene kom hurtigt op i omdrejninger da holdene var blevet fordelt i henholdsvis A, B og C rækken. Både St. Dannesbo, OMBOLD Ånden FC og Kravlegården udviste herligt fodboldhumør fra start, og underholdt i A-rækken med flotte mål, driblinger og godt sammenhold.

I B-rækken rykkede både Aarhus Street Soccer og Krammeholdet benhårdt ud af starthullerne, ligesom Lindevangen og Opus brillerede med godt humør og flotte mål. Vordingborg IF imponerede med unik tiki-taka-bold, og Lioba/Soltoppen udnyttede hinandens styrker på og udenfor banen. Recovery Bulls Slagelse, Lærkehøj og FC Grønnegade rykkede derudaf i C-rækken, hvor Ballade i Hillerødgade fik kam til deres hår.

Team Mums

 

Ballade i Hillerødgade

 

Alfa United

 

I tre tætte finaler fik tilskuerne fuld valuta for pengene. I A-rækken trak Team Mums sig sejrrigt ud af lokalopgøret mod Basserne, og Kravlegården tog bronzen foran FC Sandholm. I B-rækken endte DM-debutanterne fra Alfa United som nummer 1, foran Recovery Bulls Esbjerg der ellers fightede for alle pengene. I bronzekampen kunne Lioba/Soltoppen trække sig sejrrigt ud af opgøret imod Vordingborg IF. Ballade i Hillerødgade endte som vinder af C-rækken, foran FC Grønnegade der i denne omgang måtte tage til takke med andenpladsen. Her gik bronzen til Lærkehøj, der vandt en tæt kamp mod Recovery Bulls Slagelse.

Snarrådig socialminister

Til alles store forfærdelse var medaljerne blevet glemt på Kofoeds Skole, men Social- og Indenrigsminister Astrid Krag udviste både handlekraft og fodboldfantasi og lod ministerbilen og chaufføren agere ”transport-firma”. Medaljerne blev hentet og nåede frem i tide, og socialministeren nød ventetiden og fik set en masse bold, talt med spillere og modtog mange krammere til gengæld for hendes opbakning til arrangementet.

Til at overrække medaljerne kom – ud over Astrid Krag – Borgmester i Frederiksberg Kommune Simon Aggesen og tidl. A-landsholdsspiller William Kvist. De modtog alle tre en trøje fra det rigtige landshold – Hjemløselandsholdet.

Årets God Stil Pokal gik til Lioba/Soltoppen, der skabte god stemning på og udenfor banen, og trådte til når der manglede en spiller eller to på de andre hold.

Et stort tillykke skal der lyde til alle spillere, trænere, medarbejdere, frivillige og frie fugle der alle hjalp til med at gøre dette Danmarksmesterskab til en fantastisk gadefodboldfest der helt sikkert går over i historiebøgerne.

OMBOLD-året er ikke slut endnu – for der er jo – som altid Julestævne. I år er det 28. november – og som sædvanlig foregår det indendørs – og alle hold bliver sammensat på dagen – ved lodtrækning. Har du sjove eller anderledes ”julede” holdnavne, så send dem gerne til axel@ombold.dk.

KRAM TIL ALLE & 1000 TAK for jeres fantastiske indsats ved DM!

Placeringer til DM:

A-rækken:

  1. Team Mums
  2. Basserne
  3. Kravlegården IF
  4. FC Sandholm
  5. Næstved 1
  6. OMBOLD Ånden FC
  7. Næstved 3
  8. Skansegården
  9. Dannesbo
  10. Næstved 2
  11. Samholdet 1

B-rækken:

  1. Alfa United
  2. Recovery Bulls Esbjerg
  3. Lioba/Soltoppen
  4. Vordingborg IF
  5. Lindevangen
  6. De Skøre Bolde
  7. Opus
  8. OMBOLD Esbjerg
  9. Aarhus Street Soccer
  10. Krammeholdet
  11. Samholdet 2
  12. Sundholm United

C-rækken:

  1. Ballade i Hillerødgade
  2. FC Grønnegade
  3. Lærkehøj
  4. Recovery Bulls Slagelse