Mandag den 14. juni forvandles Israels Plads til en spektakulær gadefodboldarena, når NGO’en OMBOLD, der blandt andet står bag Hjemløselandsholdet, afholder ’De åbne Københavnske mesterskaber’ i gadefodbold i samarbejde med Københavns Kommune. Knap 200 spillere på 24 hold og frivillige fra hele landet deltager i turneringen, der er det første store mesterskabsstævne for socialt udsatte og folk ramt af hjemløshed i mere end et år som følge af corona.

Der er hård kamp om at stå øverst på podiet, når vinderen af OMBOLDs traditionsrige stævne ’De åbne Københavnske mesterskaber’ i gadefodbold skal kåres.

Men selvom sulten efter at løfte pokalen er stor, er glæden og begejstringen over endelig at kunne mødes igen omkring gadefodbolden det, som det hele handler om på Israels Plads den 14. juni.

”Efter et 2020 som ramte landets dårligst stillede hårdt, og hvor OMBOLD tvunget af omstændighederne var nødt til at aflyse vores stævner, så har fodboldfeberen aldrig været større forud for et mesterskab end nu. Mange af OMBOLDs spillere har i lange perioder levet et isoleret liv på herberger og bosteder som følge af corona. Og afsavnet til meningsgivende fællesskaber og relationer har været stort. Så da vi åbnede for tilmeldingen til ’De åbne Københavnske Mesterskaber’, tog det kun fire dage, før vi måtte sætte de første hold på ventelisten. Det har været ganske overvældende,” fortæller direktør i OMBOLD Martin S. Pedersen og pointerer, at stævnet også er vigtigt i det lange seje træk for at få flere udsatte på kanten af samfundet på banen.

Til stævnet deltager hold fra herberger, væresteder, psykiatriske bosteder og hold dannet omkring regionale OMBOLD-træninger i hele landet. Mange af spillerne har kæmpet eller kæmper med forskellige kombinationer af misbrug, sociale problemer og sindslidelser såvel som hjemløshed, arbejdsløshed og social isolation. Størstedelen af spillerne er fra hovedstadsområdet, hvor Københavns Kommune, som er medarrangør af ’De åbne Københavnske Mesterskaber’, igennem en årrække har støttet op om OMBOLDs træninger og øvrige gadefodboldaktiviteter.

For overborgmester Lars Weiss (S) viser turneringen, hvad fodbold også kan.

”OMBOLD er stjerneeksemplet på, hvordan fodbold kan skabe helt unikke sociale fællesskaber, løfte livskvaliteten og skabe mod på forandring hos vores udsatte medborgere. Det er fantastisk, at så mange deltagere og frivillige har lyst og mod på at være med, og jeg glæder mig meget til at hylde og overrække medaljer til vinderne af ’De åbne Københavnske Mesterskaber’”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Ifølge Martin S. Pedersen er de store mesterskaber også en vigtig del af det lange seje træk for at få flere udsatte på kanten af samfundet på banen.

”OMBOLD er et socialt fodboldfællesskab, som danner grobund for positiv udvikling i forhold til fysisk og mental sundhed, nye venskaber og øget livskvalitet – og et frirum fra hverdagens udfordringer og problemer. I OMBOLD kan spillerne tanke selvværd og mening i mødet med andre på ligeværdig vis med en fodbold for fødderne. Og ’De åbne Københavnske Mesterskaber’ fungerer som en stor motivationskilde, og et mål at træne henimod for spillerne. Det er helt afgørende for at fastholde engagementet hos vores nuværende spillere og for at få nye spillere på banen,” fortæller Martin S. Pedersen fra OMBOLD.

Hvis du har lyst til at se ægte asfalt-bold og opleve det særlige fodboldfællesskab i OMBOLD, så kig forbi Israels Plads mandag den 14. juni fra klokken 10 til 16. Alle er velkomne – og der er gratis adgang.

Praktisk information:

  • Tid og sted: Den 14. juni på Israels Plads i København
  • Tidsrum: Klokken 10:00 – 16:10


Kontakt:

Overborgmester Lars Weiss (S) via pressekonsulent Tildde Sønder Vindfeldt på telefon: 25 38 05 16
Direktør i OMBOLD Martin S. Pedersen på mail: martin@ombold.dk og telefon: 61 28 11 49

Program: ’De åbne Københavnske Mesterskaber’ i gadefodbold 2021:

Klokken 10:00 | Mesterskabet åbnes ved Socialborgmester i Københavns Kommune Mia Nygaard (RV)

Klokken 15:00 | Finalekampe i A, B og C-rækkerne

Klokken 15:40 | Medalje- og pokaloverrækkelse ved Københavns Kommunes Overborgmester Lars Weiss samt bestyrelsesformand i OMBOLD Jonas Keiding Lindholm

Klokken 16:10 | Mesterskabet afsluttes