Faaborg, fodbold og det åbne fynske mesterskab i OMBOLD

Faaborg har i år glæden af at huse et festfyrværkeri af fodboldlækkerier og fællesskab, når OMBOLD den 24. august afholder det åbne fynske mesterskaber i fodbold for mennesker, der kæmper med hjemløshed, stofmisbrug eller andre sociale udfordringer. 

16. august 2022

Hele 20 hold deltager, når NGO’en OMBOLD for en kort stund omdanner pladsen ved siden af Tulipbygninen til et mindre fodboldmekka. Udover de vigtige kampe om pokaler, medaljer og ære, vil dagen bestå af hygge og socialt samvær på kryds og tværs af alle holdene.  

– OMBOLD-mesterskaberne er et højdepunkt for mig og holdet. Det er et frirum for dagligdagens trummerum, og det er skønt at se de velkendte ansigter, og derfor prøver vi at være med til alle OMBOLD-mesterskaberne, fortæller Rene Hansen fra Krammeholdet, der har været med til alle OMBOLD-mesterskaber i år. 

Fodbold, Fællesskab og Forandring

En fællesnævner for spillerne, der stiller op til det åbne fynske mesterskab, er, at de af den ene eller anden grund ikke passer ind i den traditionelle foreningsidræt. Men de har stadig lysten til at spille fodbold og være sociale med ligesindede. Og I OMBOLD er der ingen ofre, asociale eller ressourcesvage, men kun engagerede mennesker, der er en del af et landsdækkende fodboldfællesskab, hvor man bidrager med det, man kan. 

– Fodbold skaber fællesskaber og kan være med til at skabe positive forandringer for samfundets udsatte. Gennem fodbold bliver vores sårbare medmennesker nemlig en del af et sundt og positivt fællesskab. Den store tilslutning til det åbne fynske mesterskab i Faaborg, viser med al tydelighed, at det netop er muligt at få alle til at deltage i idrættens stærke fællesskaber, fortæller Martin S. Pedersen, direktør i OMBOLD

1. viceborgmester, Kristian Skovslund Nielsen, åbner den store fodboldfest

Den store fodboldfest bliver ”skudt” i gang af Faaborg-Midtfyns 1. viceborgmester, Kristian Skovslund Nielsen. Han vil holde åbningstale klokken 10.15 og derefter sætte første kamp i gang. Og det glæder Kristian Skovslund Nielsen, at Faaborg er med til at afholde et idrætsarrangement, som skaber stor glæde hos mennesker, der til dagligt kæmper med sociale udfordringer. 

– Når vi samles om fodbolden ved et mesterskab som dette, bliver der skabt sammenhold og glade, mindeværdige øjeblikke, som vi kan tage med os videre. Også på de svære dage. Derfor er jeg glad for, at vi kan støtte det, og at det i år er Faaborg, der danner rammerne om det åbne fynske mesterskab i OMBOLD, udtaler Kristian Skovslund Nielsen. 

Praktisk info 

Tid og sted: 

Onsdag den 24. august fra 10.15-16.00 på Værftsvej 8, 5600 Faaborg ved Tulipbygningen. 

Kontakt

Kasper Susaa, Kommunikationsansvarlig hos OMBOLD

  • Tlf. nr.: 51 35 91 60
  • E-mail: kasper@ombold.dk
 

OM OMBOLD

OMBOLD er et fodboldfællesskab
for udsatte voksne og mennesker ramt af hjemløshed med plads
til alle uanset køn, alder og fodboldevner.