Første Danmarksmesterskab i indendørs OMBOLD spilles i Ballerup
Når fløjten lyder i Ballerup Super Arena, bliver det starten på et stykke danmarkshistorie. For første gang nogensinde skal der kæmpes om titlen som Danmarksmester i indendørs OMBOLD, når udsatte fodboldspillere fra hele landet samles til en dag fyldt med intensitet, fællesskab og fodboldglæde.
13. marts 2025
Når fløjten lyder i Ballerup Super Arena, bliver det starten på et stykke danmarkshistorie. For første gang nogensinde skal der kæmpes om titlen som Danmarksmester i indendørs OMBOLD, når udsatte fodboldspillere fra hele landet samles til en dag fyldt med intensitet, fællesskab og fodboldglæde.
Over 200 udsatte mennesker fra hele landet sætter den 19. marts kursen mod det indendørs Danmarks Mesterskab i OMBOLD, som skal spilles i flotte omgivelser i Ballerup Super Arena.
Fælles for spillerne er, at de alle kæmper med problematikker som hjemløshed, misbrug eller psykisk sårbarhed, men endnu en fællesnævner er, at de nyder fodbolden, og det fællesskab, der følger med.
For mange af spillerne er OMBOLD mere end bare fodbold – det er et fællesskab, der giver dem noget at se frem til i hverdagen. Oliver, der er spiller på det lokale OMBOLD-hold i Ballerup, fortæller:
“Jeg glæder mig rigtig meget til at mærke stemningen og fællesskabet ved Danmarksmesterskabet. Det er jeg faktisk meget taknemmelig for, at jeg får lov til at opleve. Jeg spiller hver mandag og onsdag med OMBOLD-holdet i Ballerup. Træningerne fylder mig med en masse glæde, og det er uden tvivl de to bedste dage på ugen!”
Ballerup bakker op om OMBOLDs fællesskab
Ballerup Kommune lægger gulv til det første indendørs Danmarksmesterskab, og borgmester Jesper Würtzen glæder sig til at byde de mange spillere velkommen:
“Vi er stolte af at være værter for det første DM i indendørs OMBOLD, og vi ser frem til en dag, hvor fællesskabet er i centrum – både på og udenfor banen. Fodbold er en fantastisk måde at skabe fællesskab og sammenhold på, og det er netop dét, OMBOLD handler om. Det har vi set her i Ballerup.”
OMBOLD-holdet i Ballerup er resultat af et stærkt samarbejde mellem Ballerup Kommune, Brydehuset, fodboldklubben BSF og OMBOLD. Holdet træner fast to gange om ugen, og her mødes i omegnen af 15 udsatte fodboldspillere på fast basis – en succesfuld indsats, der for nyligt vandt Ballerup Kommunes Kultur- og Fællesskabspris.
Fodbold med et formål
OMBOLDs direktør, Martin S. Pedersen, understreger vigtigheden af mesterskabet:
“Danmarksmesterskabet markerer afslutningen på vores første indendørssæson nogensinde – og det har været en bragende succes. Faktisk i en sådan grad, at vi har haft svært ved at få plads til alle holdene, der ville deltage. Mennesker, der kæmper med psykisk sårbarhed, misbrug og hjemløshed, er normalt ikke dem, vi møder i fodboldklubberne. Men den store interesse for at deltage i OMBOLDs stævner er i den grad til stede hos mennesker i udsatte positioner fra hele Danmark. Det viser med al tydelighed, at idræt og fodbold er for alle – hvis rammerne er de rigtige.”
Kom og oplev fodboldglæden!
Danmarksmesterskabet i indendørs OMBOLD afholdes i Ballerup Super Arena, hvor kampene spilles fra kl. 10.00-15.30.
Alle interesserede er velkomne til at opleve den særlige stemning og heppe på spillerne.
OMBOLD-træningen i Ballerup er en del af projektet Inklusion i fodbold Danmark, som er støttet af Nordea-fonden og er et samarbejde mellem OMBOLD, DBU, DBU Sjælland og DBU Jylland.
OM OMBOLD
OMBOLD er et fodboldfællesskab
for udsatte voksne og mennesker ramt af hjemløshed med plads
til alle uanset køn, alder og fodboldevner.