Rekordtilmelding til Danmarksmesterskabet i gadefodbold i Viborg

Viborg Kommune lægger den 22. og 23. september asfalt til Danmarksmesterskabet i gadefodbold for mennesker, der kæmper med hjemløshed, stofmisbrug eller andre sociale udfordringer. Mesterskabet er en af de mest imødesete begivenheder på hele året, og der er lagt op til et par herlige dage i fodbolden og fællesskabets tegn.

20. september 2023

Over 250 spillere samles på Garnisonspladsen i Viborg den 22. og 23. september til OMBOLDs Danmarksmesterskab i gadefodbold for mennesker i udsatte positioner.

Der er lagt op til et par festlige fodbolddage, hvor fodboldspillere fra nær og fjern vil indtage Viborg. Fællesnævneren er, at de kæmper eller har kæmpet med hjemløshed, misbrug eller psykisk sårbarhed, og at fodbolden giver dem et frirum og et unikt fællesskab.

– Det er første gang, jeg skal være med til et OMBOLD-stævne, og jeg glæder mig. For mig er fodbold ensbetydende med sammenhold. At være sammen på et hold giver nærhed, og det betyder meget for mig, for jeg har ofte følt mig alene, når jeg har kæmpet med mine problemer. Det er vildt fedt, at Danmarksmesterskaber skal være her i Viborg, så er vi jo på hjemmebane, og jeg tror, at vi kommer til at gøre det godt, siger Thure Åbo Lund fra det lokale hold, der kommer fra Kontaktsted Huset i Viborg.

Fodbold, frirum og fællesskab
OMBOLD arrangerer i løbet af året regionale mesterskaber i hele Danmark, og alle mesterskaberne er populære, men Danmarksmesterskabet er alligevel noget ganske særligt:

– Danmarksmesterskabet er kulminationen på en sæson med regionale og lokale mesterskaber. Vi har slået rekord med 34 tilmeldte hold fra hele Danmark og en håndfuld på venteliste. Det er et klart signal om at mennesker i udsatte positioner gerne vil engagere sig i idrætsfællesskaber, hvis muligheden er der. Vores håb er at mesterskabet vil inspirere nogle af Viborgs udsatte borgere og sociale indsatser at deltage i vores aktiviteter og måske opstarte en lokal træning, siger Martin S. Pedersen, direktør for OMBOLD.

Gadefodbold, showkamp og fodboldlegende
Mesterskabet sætter ikke bare deltagerrekord, det får også besøg af en vaskeægte fodboldlegende i form af den efterhånden mangeårige OMBOLD-ambassadør, Michael Laudrup. Han vil blandt andet uddele den prestigefyldte Klem, Kram & Kærlighed-pris, der går til en person eller gruppe, der har gjort en ekstraordinær indsats for OMBOLD og spillerne. Prisen bliver uddelt fredag klokken 15.20.

Men umiddelbart før den vigtige pris uddeles vil et hold bestående af lokale byrådspolitikere prøve kræfter med gadefodboldspillet. De skal nemlig spille showkamp mod et hold af lokale udsatte fodboldspillere, der får hjælp af OMBOLD-ambassadøren og den tidligere landsholdsstjerne.

Landsholdskamp som aftenunderholdning
Men duften af landshold slutter slet ikke ved Michael Laudrup. Traditionen tro afsluttes den første dag ved Danmarksmesterskabet med underholdning for alle spillerne, så fællesskabet kan vokse sig endnu stærkere.

I år går turen til Viborg Stadion. Her har DBU inviteret alle gadefodboldspillerne til landskamp, hvor de skal overvære kampen mellem det danske kvindelandshold og vores tyske naboer.  

Tid og sted for Danmarksmesterskabet i gadefodbold
Fredag den 22. september klokken 11.00 til lørdag den 23. september klokken 15.00.
Garnisonspladsen, Rødevej, 8800 Viborg.

Alle er velkomne til at kigge forbi, og hvis man vil vide mere om OMBOLD, skal man bare hive fat i en af medarbejderne i de sorte OMBOLD-trøjer.

Kontakt

Kasper Susaa, Kommunikationsansvarlig hos OMBOLD.
Tlf. nr.: 51 35 91 60.
E-mail: kasper@ombold.dk.

OM OMBOLD

OMBOLD er et fodboldfællesskab
for udsatte voksne og mennesker ramt af hjemløshed med plads
til alle uanset køn, alder og fodboldevner.