Deltag i OMBOLDs sponsorcup for kvinder 2026

Torsdag d. 20. august 2026 samler vi virksomheder, organisationer, ambassadørhold og fodboldprofiler på Rådhuspladsen i København til OMBOLD SponsorCup for kvinder.

Rådhuspladsen forvandles til en gadefodboldarena, hvor vi hylder kvindefodbolden og samler kvinder om fællesskab, spilleglæde og et stærkt socialt formål.

Når I deltager, er I med til at sende OMBOLDs Kvindelandshold til VM i gadefodbold for hjemløse og socialt udsatte i Mexico. Samtidig sætter vi fokus på betydningen af stærke fodboldfællesskaber og på, at der skal være plads til alle kvinder på banen, også dem, der står i udsatte livssituationer.

OMBOLDs landsholdsspillere er udvalgt blandt spillere fra hele landet og gennemgår et landsholdsforløb, hvor fodbold, fællesskab og ansvar er med til at skabe nye muligheder og positive forandringer i livet.

Hele deltagerprisen går ubeskåret til de danske hjemløselandshold

Spillet på banen

Det bedste ved OMBOLDs fodboldkoncept er, at alle kan være med.

Uanset om I har tidligere divisionsspillere på kontoret eller aldrig har spillet fodbold før, giver formatet plads til, at alle får en stærk og sjov oplevelse.

  • Kampene varer ca. 7 minutter
  • Banen måler 16 x 22 meter og har bander hele vejen rundt
  • Der spilles på asfalt eller fliser i urbane omgivelser
  • 4 spillere er på banen ad gangen – én fast målmand og én fast spiller over midten
  • Et hold består typisk af 5–8 spillere, så der er mulighed for løbende udskiftning
  • Alle hold er garanteret minimum 5 kampe
 

Praktisk information 

Sted: Rådhuspladsen, København

Dato: Torsdag d. 20. august 2026

Tidspunkt: Kl. 14.00–19.00

Pris: 15.000 kr. pr. hold (2 hold for 20.000 kr.)

Tilmeldingsfrist: Mandag d. 3. august 

Kontakt: kommunikation@ombold.dk

 

Mød LULU, som er tidligere spiller på det danske hjemløselandshold for kvinder. Her fortæller hun om sin oplevelse med at deltage ved Homeless World Cup i Oslo i 2025.

Læs mere om VM i gadefodbold for hjemløse på Homeless World Cup.  

Derfor deltager virksomheder

Sponsorcuppen for kvinder giver virksomheder en meningsfuld platform, hvor medarbejderengagement, synlighed og socialt ansvar går hånd i hånd. I investerer i en stærk oplevelse for jeres team, i et idrætsfællesskab, der skaber forandring og ikke mindst i OMBOLDs hjemløselandshold 2026.
I får:

  • En stærk teambuildingoplevelse i unikke rammer midt i København
  • Netværk på tværs af sektorer
  • Mulighed for at spille side om side med kendte fodboldprofiler
  • Bandereklame med jeres logo på OMBOLDs baner i hele landet det næste år
  • Logo i OMBOLDs Årsmagasin 2026
  • Synlighed og indhold til sociale medier
Når I deltager, støtter I noget større

OMBOLD er et landsdækkende idrætsfællesskab for mennesker i udsatte livssituationer.

Hos os er man først og fremmest spiller. Her handler det ikke om baggrund eller livsomstændigheder, men om at være en del af et hold. Et sted at høre til og blive mødt som medspiller på egne præmisser.

Gennem idrætten skaber vi struktur, relationer og nye muligheder. For nogle bliver fællesskabet et vendepunkt. For andre et frirum med rytme, ansvar og sammenhold.

Hjemløselandsholdene er en del af det fællesskab. Hvert år udtages spillere fra hele landet til at repræsentere Danmark ved Homeless World Cup.

Når I deltager i Sponsorcuppen, er I med til at sikre, at både de lokale fællesskaber og landsholdene kan fortsætte.

Vi står på banen sammen. Ingen bliver efterladt på sidelinjen.