Et bredt samarbejde mellem OMBOLD, Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning og Socialforvaltningen, samt tre boldklubber og tre sociale tilbud fra forskellige områder i København har fået midler fra Socialstyrelsens Fælleskabspulje til et treårigt metodeudviklingsprojekt, der har til formål at inkludere psykisk sårbare og udsatte målgrupper i foreningsidrættens fællesskaber som spillere og frivillige. Det skal ske gennem aktiviteter i fodboldklubber, der tager hensyn til de udsatte spillers livssituation og sociale funktionsniveau.

”Udsatte og mennesker med psykisk sygdom er langt oftere ramt af ensomhed og social isolation end resten af befolkningen,” fortæller Mia Nyegaard (B) socialborgmester i København og fortsætter: ”Idræt og foreningsliv, hvor fællesskabet er i fokus, er en rigtig god måde at skabe nye sociale relationer og give deltagerne et betydeligt socialt, sundhedsmæssigt og personligt udbytte. OMBOLD har altid haft en høj stjerne hos mig, og jeg glæder mig til at følge det nye projekt.”

Kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å), er glad for, at der er etablereret et bredt samarbejde mellem aktører inden for idrætten og det sociale område.

”Flere skal ind i de sunde fællesskaber. Men socialt udsatte kan have svært ved at finde vej til foreningslivet og idrætsfællesskaberne, og det skal dette projekt være med til at ændre. Fodbold er nemlig fællesskab, socialt samvær og sved på panden. Samtidig er det målet, at fodboldprojektet skal skabe nye metoder til at styrke samarbejdet mellem de sociale tilbud og idrætsforeningerne,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Det billede kan Jan Sørensen, der er formand for Boldklubben Skjold, som er den ene af de tre fodboldklubber, der er en del af projektet, nikke genkendende til.

I BK Skjold tager vi vores sociale ansvar alvorligt, og der skal være plads til forskelligheder alle i vores klub – også socialt udsatte mennesker, der måske har svært ved at betale kontingent eller har nogle sociale udfordringer. Det er bare ikke altid muligt at skabe de mest optimale betingelser for udsatte i en klub, der er baseret på frivillighed. Jeg glæder mig til at komme i gang med projektet og afprøve forskellige måder til, hvordan vi kan åbne vores klub endnu mere op.”

OMBOLDs direktør, Martin S. Pedersen, er begejstret og ser et kæmpe potentiale i samarbejdet.

Vi ved af erfaring, at fodbolden og det fællesskab, der følger med, gør en kæmpe forskel i hverdagen for udsatte mennesker og er med til at få dem ud af ensomhed. Det er dog ikke noget, der sker af sig selv og kræver, at de udsatte målgrupper får lidt hjælp med på vejen. Med det brede samarbejde mellem foreningsidrætten, kommunen og sociale aktører, der har den daglige kontakt til målgruppen, er jeg overbevist om, at vi kan få skabt optimale betingelser for inklusion af mennesker i udsatte positioner i foreningslivets fællesskaber.

 

Fakta:

OMBOLD engagerer årligt mere end 1.200 spillere i landsdækkende stævner og mesterskaber og fastholder mere end 200 spillere ugentligt i træninger og turneringer i alle større byer over hele Danmark. OMBOLD er også ansvarlig for at udtage og træne det danske hjemløselandshold i fodbold, som repræsenterer Danmark ved det årlige Homeless World Cup med deltagelse af 52 nationer.

For yderlige info:

Martin S. Pedersen, direktør i OMBOLD, tlf.: 61 28 11 49, mail: martin@ombold.dk