At tro på det, man kan

Mikkel er 25 år og står et sted i livet, hvor der skal træffes nogle store beslutninger. Han og kæresten drømmer om at flytte tilbage til Fyn, og han overvejer at starte på en uddannelse inden for det pædagogiske område. Samtidig er han en af de 16 spillere, der skal repræsentere Danmark ved VM i Hjemløsefodbold i Mexico.

“Jeg tror, at det, der fylder meget for mig lige nu, er, hvor jeg lige skal befinde mig henne. Sådan mere i livet.”

For Mikkel handler det blandt andet om valg af uddannelse, en bolig tættere på Fyn og om at finde det sted, hvor han og kæresten skal bygge deres hverdag.

“Jeg er lidt splittet om, om jeg skal tage den almindelige pædagog eller assistenten.”

Mikkel beskriver sig selv som stille og rolig.

“Helt nede på jorden, nem at snakke med.”

Han åbner ikke op for hvem som helst.

“Man skal lige ind på mig, før jeg begynder at åbne op.”

Med sine 207 centimeter oplever han, at nogle mennesker danner sig et indtryk af ham, før de lærer ham at kende.

“Mange bliver intimideret af min højde og størrelse. Folk antager, at jeg er et eller andet slagsbror. Det er jeg bare slet ikke. Jeg gider ikke vise, hvor stor en mand man er eller et eller andet lort. Det har jeg simpelthen ikke brug for.”

Fodbolden har været en del af Mikkels liv, siden han var helt lille. Hans far var målmand, og Mikkel fortæller, at han har haft en fodbold i hænderne, siden han var omkring et år gammel.

Da depressionen ramte, gled fodbolden også i baggrunden. Efter en skade havde han allerede savnet at spille, og da livet samtidig begyndte at falde fra hinanden, fyldte sporten ikke længere.

Regningerne blev ikke betalt, og til sidst mistede han sin bolig. Han flyttede ind på Forsorgshjemmet Lunde.

“Det var den sidste mulighed, der var. Og det har jo så også bare gjort noget for mig. Både som menneske og i forhold til at kunne komme videre.”

Det var gennem forsorgshjemmet, at han første gang kom med til OMBOLD. Ved en turnering i Odense blev han set af landstræner Rikke Sparving, som spurgte, om han kunne være interesseret i Hjemløselandsholdet.

“Ja, selvfølgelig.”

For Mikkel var udtagelsen mere end en mulighed for at spille fodbold igen.

“Det kunne da kun være stort. Både for mig som person og måske også bare et lille skub, man har manglet.”

På Hjemløselandsholdet oplever han, at det er lettere at være ærlig.

“Nu kommer vi jo alle sammen fra et sted i livet, hvor det ikke har set rosenrødt ud. Jeg føler, det er nemmere at åbne op omkring det, når man snakker med en, der også har været igennem noget lignende.”

Men det vigtigste, han tager med, handler om troen på sig selv.

“At jeg skal stole mere på mig selv og hvad jeg kan. Jeg har altid haft utrolig meget dårlig selvtillid og rigtig dårligt selvværd. Selvom jeg har haft folk omkring mig, der har sagt, at jeg er god nok, har jeg bare aldrig troet på det.”

Han kan allerede mærke, at udtagelsen har gjort en forskel.

“Jeg tror bare, at udtagelsen gav mig rigtig meget. Og den ros, vi får, både individuelt og som hold, giver mig også den her selvtillid.”

For Mikkel hænger anerkendelse og forventninger sammen. På Hjemløselandsholdet bliver spillerne mødt med krav om at træne, udvikle sig og tage ansvar.

“Selvfølgelig skal der være nogle krav og nogle ting, man skal gøre, både selv og som hold.”

Da han bliver spurgt, om anerkendelsen føles mere ægte, når den følges af krav og forventninger, er svaret kort:

“100 procent.”

Da interviewet nærmer sig sin afslutning, bliver Mikkel spurgt, om han har et særligt talent.

Han tænker sig ikke længe om.

“Jeg er god til næsten alt med en bold at gøre.”