OMBOLD OG STARK GÅR SAMMEN OM AT AFHOLDE VM I MUR:
Nyt liv i legendarisk fodboldspil fra skolegården

Efter et år i corona-skyggen vil OMBOLD Gadefodbold hånd i hånd med byggemarkedskæden STARK som samarbejdspartner skrue op for fodboldfællesskabet og den forandringsskabende leg med bolden. Det sker ved at udvikle og introducere skolegårdsklassikeren mur som en selvstændig fodbolddisciplin og finde Danmarks og verdens dygtigste murspiller. 

 

26. februar 2021


”Skal vi spille mur?”

Uanset om du er 100 eller 10 år gammel, fra nær eller fjern, land eller by, rig eller fattig, så har du med stor sandsynlighed hørt eller stillet netop det spørgsmål i skolegården.

”Jeg har endnu til gode at møde en person, der ikke kender til mur. Alle har stiftet bekendtskab med mur. Alle har spillet mur på et eller andet tidspunkt i deres liv. Og mur må være en af de mest demokratiske og inkluderende lege med en bold og old-school form for gadefodbold, der findes,” pointerer direktør i OMBOLD Martin S. Pedersen.

Men mur er også en konkurrence om at vinde. Og hvem er egentlig kongerigets og planetens bedste mur-spiller?

Netop det går NGO’en OMBOLD, der i den brede offentlighed er bedst kendt for at træne og udtage Hjemløselandsholdet i fodbold, og den landsdækkende byggemarkedskæde STARK med hovedsæde i Aarhus nu sammen om at finde ud af.

Når forår bliver til sommer, og OMBOLDs inkluderende fodboldfest-karavane igen skal på tur rundt i det ganske danske land for at afholde lokale, regionale og nationale stævner og mesterskaber i gadefodbold for socialt udsatte og hjemløse, vil fodbold-disciplinen mur også være på programmet.

”Vi har drømt med åbne øjne om at transformere mur til en egentlig gadefodboldsportsgren sammen med vores spillere og afholde et åbent verdensmesterskab, som alle kan deltage i. Og vi er jublende glade for, at det nu bliver til noget,” fortæller Martin S. Pedersen fra OMBOLD.

En forudsætning, der skulle være på plads, før det var muligt at sparke gange i mur-projektet, var at få en samarbejdspartner og hovedsponsor med ombord.

”Formålet med OMBOLDs fodboldaktiviteter er at sikre socialt udsatte kvinder og mænd, der af den ene eller anden grund har svært ved at blive inkluderet i den almindelige foreningsidræt herhjemme, et socialt fællesskab og et trygt sted at føle sig hjemme. OMBOLD danner grobund for positiv udvikling i forhold til fysisk og mental sundhed, netværk og oplevet livskvalitet. Derfor har det været en forudsætning for ’VM i mur’-projektet, at vi fik en samarbejdspartner og hovedsponsor med ombord, så det hele kan udvikles og afvikles uden, at det går udover vores øvrige aktiviteter. STARKs all in-engagement som medudvikler af det hele er nøglen til, at projektet nu ser dagens lys,” fortæller Martin S. Pedersen fra OMBOLD og uddyber.

”Samarbejdet med STARK består blandt andet i, at de har ekspertisen til at bygge en mobil bane og mur. STARK har også parkeringspladser og lagerhaller i hele landet, som kan bruges til at afvikle både fælles og egne mur-turneringer. Desuden har vi planer om en række fælles fundraising-aktiviteter i løbet af året koblet til ’VM i mur’, hvor overskuddet går til OMBOLDs arbejde. Det vil gøre det muligt at inkludere endnu flere socialt udsatte på kanten af samfundet i OMBOLDs fodboldfællesskab på baggrund af projektet,” siger Martin Pedersen.

Men hvorfor involverer et byggemarked sig i et projekt om at udvikle et nyt boldspil og afvikle en VM-turnering med en organisation som OMBOLD?

”Et byggemarked, der står bag udvikling af spillet mur? Jamen, den lå jo lige til højrebenet,” siger Mads Aagaard, Marketingchef, STARK Danmark. Han fortsætter:

”Hos STARK er vi med vores sponsorat af DBU og Herrelandsholdet allerede meget involveret i fodbold i Danmark. Men vi vil mere end blot at støtte eliten og arbejder målrettet med en række indsatser omkring både bæredygtighed og socialt engagement. Da vi fik præsenteret ideen om at udvikle mur som officielt spil sammen med OMBOLD, kunne vi med det samme se muligheden for at kombinere vores nuværende indsats og ambitioner med muligheden for at gøre en positiv forskel. Vi ser samarbejdet som et perfekt match på mange planer. Vi står blandt andet bag projektet GenTræ, hvor brugt træ fra store byggepladser bliver genbrugt og billedligt talt får en ombold – og vores ambition er naturligvis at konstruere den perfekte mur-bane ved hjælp af genbrugstræ.”

Mur-laboratorie i STARK Nordhavn
Før OMBOLD og STARK præsenterer det færdige spil og en turneringskalender i forsommeren, skal spillet først udvikles.

Ikke alene skal banens udformning og murens opbygning defineres. Reglerne skal også formaliseres. Det hele sker i STARK Nordhavn i København. Her indretter STARK et indendørs mur-laboratorie med byggematerialer, værktøj og fagprofessionel hjælp, som gør det muligt at udvikle, teste og bygge den optimale bane til at spille mur.

”Jeg kan garantere, at med STARK som partner, går projekt mur ikke ned på udstyret. Vi stiller de bedste faciliteter til rådighed, så det bliver muligt at lave et seriøst test- og udviklingsmiljø uanset vejr og vind, så vi ender med et spil, som både er sjovt at deltage i og spændende at se på,” siger Mads Aagaard fra STARK.

OMBOLDS stærke bagland klar til at gi’ en fod med i udviklingen af mur

Undervejs i test- og udviklingsfasen vil Hjemløselandsholdet, OMBOLDs spillere, OMBOLDs ambassadørkorps med de tidligere landsholdsspillere Martin Jørgensen og Kim Vilfort i spidsen, tidligere minister og bestyrelsesmedlem i OMBOLD Lykke Friis, samt idrætsprofessor på Syddansk Universitet Peter Krustrup blive involveret blandt mange andre.

Samarbejdet mellem OMBOLD og STARK er toårigt med mulighed for forlængelse.

FOR YDERLIGERE INFORMATION:

Martin S. Pedersen, Direktør i OMBOLD, tlf.: 61 28 11 49, mail: martin@ombold.dk

OM STARK | STARK er Danmarks største forhandler og distributør af byggematerialer med forretninger i hele Danmark og på Grønland. STARK tilbyder en lang række services til både entreprenører og professionelle håndværkere og beskæftiger cirka 2.500 medarbejdere. STARK er sponsor for DBU og diverse landshold. Med samarbejdet ønsker STARK at sætte yderligere fokus på virksomhedens agenda inden for bæredygtighed og socialt engagement.

OM OMBOLD

OMBOLD er et fodboldfællesskab
for udsatte voksne og mennesker ramt af hjemløshed med plads
til alle uanset køn, alder og fodboldevner.